Da Randers Kunstmuseum 1. december åbnede udstillingen ’Viera Collaro – Spaciousness’, tændtes der lys i vintermørket.

Museet viser hovedværker af den anerkendte lyskunstner Viera Collaro (født i 1946), som har skabt det seks meter store værk Ringen fra 1997, der markerer indgangen til Kulturhuset i Randers.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Udstillingen hedder ’Spaciousness’, hvilket peger på udstillingens særlige rumlighed, der både indtager byrummet og museet. Navnet peger også på den mentale rumlighed, det åndelige, som kunstværkerne tematiserer.

’Spaciousness’ viser højdepunkter fra Collaros kunstneriske produktion, men hun har også skabt helt nye værker til Randers Kunstmuseum. De samler sig i udstillingen til en sanselig totalinstallation. Man skal give sig tid til at sanse og med syn og krop opleve dette stærke møde mellem rum, energi og lys.

I anledning af Viera Collaros 75-års-fødselsdag i 2021 har Randers Kunstmuseum og Aros Kunstmuseum taget initiativ til en fælles hyldest til Collaros kunst.

Aros udstillede tre værker af Collaro i 2022, og nu er turen kommet til Randers Kunstmuseum, hvor den store retrospektive udstilling ’Spaciousness’ løber fra 1. december til 10. marts.

mw