Randers-mesterskaberne i matematik for særligt dygtige elever i 7. til 9. klasse blev vundet af Vestervangsskolen.

Siden sommer har alle folkeskoler i Randers Kommune arbejdet med at implementere niveaudifferentieret undervisning med fokus på de elever, som er særligt dygtige.

Nu har eleverne fra 7. til 9. klasse også fået deres egen lokale konkurrence, hvor Vestervangsskolen løb med trofæet og titlen som Randers-mestre i matematik. Grønhøjskolen tog andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Trekløverskolen.

Ved Randers-mesterskaberne afsættes der en dag til konkurrencen, hvor eleverne skal løse opgaver, og en dag til finale, hvor alle igen samles. Eleverne gik meget op i at få svarene på opgaverne, som de havde løst måneden forinden. Derfor blev svarene først gennemgået, dog uden at afsløre, hvem der var vinderen.

Herefter var der indlagt en ekstra konkurrence, en matematisk julekalender med 24 opgaver, hvor eleverne blev blandet på tværs af skolerne, mens der blev hørt julemusik og hygget med julegodter.

Ved selve præmieoverrækkelsen blev det afsløret, at det hold med flest point havde fået 61 ud af 67 rigtige.

»Det er helt skørt. Vi havde tabt alt håbet, da vi fik anden opgave forkert. Vi troede ikke, at vi havde en chance for at vinde,« siger en overrasket Shaun Shinto Mathew fra 9.C på Vestervangsskolen.

Overrækkelsen af præmier og diplomer blev foretaget af formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lise-Lotte Leervad Larsen (S), og skolechef Morten Lyhne.

»Det var fantastisk at opleve elever på tværs af skoler og på forskellige årgange arbejde sammen om matematiske opgaver. Det glæder mig, at der nu er endnu et tilbud i kommunen, som er målrettet elever, der er særligt dygtige. Det bliver spændende at følge Randers-mesterskaberne i matematik fremadrettet,« siger Morten Lyhne.

Det er lærerne Steffen Vraa Ægidius og Tina Braad Herping, som står bag Randers-mesterskaberne i matematik i samarbejde med Skolernes Udviklingscenter. De er lærere på henholdsvis en specialskole og en folkeskole i kommunen.

Tidligere på året deltog de i aktørforløbet om undervisning af dygtige elever. De har nøje udviklet opgaverne til Randers-mesterskaberne i matematik, så de både kan udfordre og stimulere de deltagende elever på et højt intellektuelt niveau.

gs