Af Karin Sørensen

Kære Kian Johansen.

Med interesse har jeg fulgt med i dine indlæg om vores nye kunstværk, Bar Roma, og jeg må indrømme, at du provokerer mig mere end Erik A. Frandsen.

Du synes at være skuffet over kunstværket og mener, at byen havde fortjent et endnu flottere, mere intelligent og genialt værk – netop af en kunstner, der kender byen. Samtidig skriver du også, at man skal have baggrundsviden for at kunne forholde sig til den liggende mand.

LÆS redaktørens kommentar her

Her er du faktisk inde ved sagens kerne!

Det er ikke det samme at se på hesten på Østervold og Bar Roma, for Bar Roma er knyttet til en fortælling og en handling, som man skal have med for at forstå, hvor flot og genial værket er.

Erik A. Frandsen har her fokuseret på tyranner og deres gerninger, Bar Roma ligger i en lille italiensk by, som skiftede total karakter, da Mussolini var ved magten, og den er stadig præget af den byggestil.

Figuren er altså en tyran, der er væltet. Et tema, som netop i vor meget urolige tid verden over da må være uhyre vedkommende, og hvis man betragter figuren nærmere, kan man se, at figuren, der er iklædt meget iøjnefaldende tøj, er anbragt på en meget lille sokkel, som i hvert fald giver mig associationer til et magtliderligt menneske, der har haft alt for store tanker om sig selv – derfor er han væltet – eller blevet væltet.

Ser man på ham fra den langside, der vender ned mod Østervold, kan man ane er par knuede hænder omkring den hvide skjorte. – Han har været bange.

Med denne fortælling bliver figuren et meget vedkommende kunstværk for den verden, der er præget af krige, uro og angst og en opfordring til at være med til at vælte tyrannerne, hvor de dukker op.

Men hvorfor er der så så mange, der ikke kan lide denne statue?

Jeg tror, det er fordi denne historie ikke er blevet fortalt tydelig nok. Og så længe det er tilfældet, er gaven ikke givet på den rigtige måde – og det er da bare så ærgerligt.

Hvis jeg skal foreslå et nyt navn, skal det da være ”tyrannens fald!”