Din Avis sætter gang i en konkurrence. Vi vil gerne høre, om du har et bedre navn til den liggende mand på toppen af Østervold. Den spærrer delvist vejen på Thors Trappe og det er endda med vilje. Den skal provokere og ligge lidt i vejen.

Så vi skal tilskyndes til at forholde os til kunsten, lyder det.

Nogle kalder ham allerede Bar Røv, mens andre kalder ham en liggende tinsoldat.

Vi savner et ordentligt navn til den fem millioner kroner dyre liggende mand. For at vi kan tage ham til os. Folkelig er han vist ikke helt endnu. Hvis han bliver det.

Hundelorten på hjørnet af Vestervold og Adelgade fik sit navn, så det sad fast. Ikke mange ved, at kunstneren Bjørn Nørgaard kalder den ’Kapel til nutiden’.

Derfor efterlyser vi dit bud på skulpturen lavet af Erik A. Frandsen.

Min egen personlige betragtning er, at den meget anerkendte og dygtige kunstner, endda her fra Randers af, han burde da have kommet med et endnu flottere, mere intelligent og genialt værk til sin hjemby.

Navnet Bar Roma har ikke meget med Randers at gøre, andet end bogstaverne R og A. Og dybden i hans budskaber fanger man ikke ved blot at betragte værket. Man skal have baggrundsviden for at forholde sig til en ansigtsløs mand, der endda svæver lidt over fliserne, ligesom Supermand.

Som indfødt burde han da vide, hvilke knapper han kunne trykke på, hvis han virkelig ville provokere os randrusianere.

Andre mener, at det netop er det, han har gjort…