Mere end 100 fremmødte var med til urpremiere og indvielse af ny scene i Voruphuset.

KIAN JOHANSEN

Under urpremieren til teaterstykket ’Klosteret’ i sidste uge dukkede mere end 100 publikummer op i Vorups kultur-og forsamlingshus, Voruphuset.

Og før skuespillerne dukkede op på den nye scene, skulle den indvies af byrådsmedlem Ellen Petersen (S). Pengene til scenen kom fra kommunen, derfor kunne Ellen Petersen på brugernes vegne glæde sig over, at der igen bliver mulighed for masser af sang, musik og underholdning på scenen, ligesom førhen og både for voksne og for børn.

Den forhenværende scene stammer fra tiden, da Voruphuset var Vorup Skoles store gymnastiksal og musiklokaler, så den trængte i den grad til at blive skiftet.

»Scenen er ikke luksuriøs, men en nødvendighed, for at kulturlivet kan udfolde sig her i Vorup,« lød pointen i talen, der blev holdt i foyeren.

Efter talen i foyeren stillede Merethe Pedersen, Niels Erik Holmegaard (formand for ”Voruphusets Venner”), byrådsmedlem Ellen Petersen og Torben Petersen (næstformand for ”Voruphusets Venner”) op til dette billede. Foto: Jan Szwed

Derefter kunne de frivillige skuespillere vise deres skuespiltalent i stykket ’Klosteret’, til stor morskab for publikum.

Voruphuset ejes fortsat af Randers Kommune, der står for udlån af idrætssalen med tilhørende omklædningsfaciliteter. De øvrige lokaler og udendørsområdet udlånes og udlejes af ”Voruphusets Venner”, der står for den daglige drift. Niels Erik Holmegaard er formand for ”Voruphusets Venner”, mens Torben Petersen er næstformand.