Efter mange år i Grundfør flytter Allan Sortkjær Jensen sin madvirksomhed til Langå.

AF JEPPE RAFN

Tennegaardens Køkken i Grundfør har i mange år været et populært valg, når firmaer og private skulle holde fest, eller når man bare ville forkæle sig selv en fredag aften med tapas for to.

Allan Sortkjær Jensen blev ansat som kok på Tennegaarden for over 15 år siden og forpagtede for seks år siden stedet af Finn Bluhm, der stadig bor i den tilstødende bolig i naturskønne omgivelser i udkanten af Grundfør.

Finn Bluhm satte for et stykke tid både bolig og Tennegaardens lokaler til salg, og da Allan Sortkjær Jensen ovenpå et par svære år med corona ikke har råd til at købe stedet, har han været på udkig efter nye lokaler.

Behovet for nye lokaler er blevet forstærket af, at forpagteren ikke længere må holde selskaber på Tennegaarden.

Der er aldrig blevet søgt tilladelse om at holde selskaber på Tennegaarden, fortæller forpagteren, og da han efter en naboklage skulle søge om tilladelse, fik han den ikke.

Ledige lokaler i Langå

Allan Sortkjær Jensen flytter derfor sin madvirksomhed til Langå, hvor han fra nytår rykker ind i lokalerne i Bredgade, hvor Gadens Gourmet indtil for godt et år siden holdt til. Tidligere har der også været bageri på stedet, der råder over et stort industrikøkken.

»Jeg arbejder meget sammen med Lynet og Villa Grande og har brug for et funktionelt industrikøkken,« fortæller Allan Sortkjær Jensen.

Det er dog kun adressen, der fra årsskiftet er ny. Tennegaarden, der snart skifter navn, vil fortsat tilbyde eksklusiv catering til private og firmaer i Favrskov, Skanderborg, Randers og Aarhus, der kan få skræddersyet løsninger til forskellige anledninger. Det er også planen fortsat, fra februar, at tilbyde fredagstapas til private, der kan komme og hente maden i det nye køkken.

Nyt navn

Til gengæld kommer Allan Sortkær Jensen ikke udenom at skifte navn, nu når han fraflytter Tennegaarden i Hinnerup. Det nye navn bliver, kort og godt, Ask, der indeholder en reference til både nordisk mytologi og indehaveren.

Ask er kendt som livets træ, og så er det samtidig initialerne i Allan Sortkjærs Køkken.

Indehaveren bor i Stevnstrup med sin kone og to piger på seks og otte år, så han får meget kortere på arbejde i Langå. I forhold til kunderne glæder han sig over, at det nye sted fortsat er tæt på kunderne i Favrskov og Randers. Der bliver lidt længere fra Skanderborg og Aarhus, men til gengæld ligger Langå tæt på motorvejen.