Sagen drejer sig om salg af både amfetamin, metamfetamin, kokain og hash.

Onsdag faldt der dom i en stor narkosag, hvor Randers spiller en rolle. Det skriver Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Dommen blev afsagt i Retten i Næstved, og her blev en 23-årig mand idømt ti års fængsel for besiddelse og handel af 29 kilo amfetamin, 1,3 kilo metamfetamin og 1,4 kilo kokain.

En 54-årig mand blev også idømt ti års fængsel. Han blev dømt for besiddelse og handel af 25 kilo amfetamin, 1,3 kilo metamfetamin og 4,7 kilo hash.

Derudover blev en 22-årig mand idømt tre års fængsel for medvirken til indsmugling af to kilo hash til Danmark.

Politiet oplyser, at kriminaliteten er begået flere steder i landet – særligt i Slagelse men altså også i Randers, Aalborg og Kalundborg.

»Dommen er et resultat af meget dygtigt politiarbejde, og jeg synes, straffene er med til at vise, hvad man risikerer, hvis man handler med narkotika,« siger specialanklager Skipper Pelle Falsled i pressemeddelelsen.

Den 54-årige ankede på stedet, fordi han vil frifindes. De to unge mænd på 22 og 23 år har begge bedt om betænkningstid, i forhold til om de vil anke.

Ifølge Ritzau skriver SN.dk, der har dækket sagen, er et centralt element fundet af 24 kilo amfetamin og 1,3 kilo metamfetamin i en lade i Slagelse.

I øvrigt blev en anden 22-årig mand tidligere i år – for nogle af de samme forhold – idømt fem års fængsel for blandt andet besiddelse og salg af i alt fire kilo amfetamin.

ceb