BAT60+ er bordtennis, hvor hyggen slår konkurrence og battet rammer Parkinsons sygdom lige i røven.

Kaffen er på kanden. Rundstykkerne ligger klar i kurve på bordene, og bundsjatterne i de små glas fortæller, at der lige er blevet fejret en fødselsdag.

Du træder ind i cafeteriaet hos Randers Bordtennis på Agerskellet. Her er lunt og hyggeligt. Et par ældre herrer taler fortroligt ved et bord, mens resten af de fremmødte svinger battet ude i bordtennishallen på den anden side af ruden.

Da de ser mig, kommer der muntre kommentarer. Alle jeg hilser på, virker afslappede og åbne, når man træder ind i bordtennishallens cafeteria.

På den anden side af ruden er det en anden historie ved bordtennisbordene, hvor der spilles double.

Der bliver uddelt sjove kommentarer og rost, når en spiller rammer bordtennisbolden lige i røven. Men det er tydeligt, at medlemmerne også spiller for at vinde. For når den servende er tæt på point, bliver der helt stille omkring bordet, og alle betragter boldens bane minutiøst.

Erling Post er tydeligt vellidt blandt de 70 medlemmer der mødes mindst en gang om ugen og spiller bordtennis den store hal, drevet af Randers Bordtennis. Foto: Kian Johansen

Grin og motorik

Lidt over 70 ældre spiller flere gange om ugen bordtennis på holdet, som man kalder BAT60+.

Tilgangen er så stor, at der er udvidet med flere dage, og hallen er booket i længere tid om onsdagen, helt fra 9 til 13, fortæller Erling Post, der er bagmanden bag bat-succesen. Faktisk kommer der en fem stykker til hver måned. Alle skal føle sig velkomne, og alle skal være ordentlige ved hinanden, lyder mantraet.

Af de nuværende 70 spillere er 14 kvinder, og cirka 15 har en diagnose med Parkinson. Alle er oppe i alderen, men bordtennis lader til at holde dem friske. Spillet træner både hjerne, opfattelsesevne, balance og motorik.

»Vi får rørt lattermusklerne, og intelligensen får lov til at følge med, så meget det er muligt,« griner Lotte Olsen på 66 og smiler til sin mand, Arne Kristensen på 67 år.

»Det er skidesjovt, og du får god motion af det. Vi spiller mod og med hinanden på kryds og tværs. Og selvom vi har flere, der har Parkinsons, så tænker du ikke over det, når vi spiller mod hinanden. Nogen af dem er faktisk meget bedre end os,« indrømmer Arne Kristensen. Og tilføjer:

»Faktisk så tænker jeg ikke over, at der er medlemmer med Parkinsons, vi taler jo bare sammen alle sammen og hygger os. Vi ser mere hinanden som de personer vi er.«

Selvom Ty Clausen har Parkinsons sygdom, så kan du ikke se det på hans omgang med bordtennisbattet. Spillet træner både hjerne, opfattelsesevne, balance og motorik. Foto: Kian Johansen

Rysten finder ro

Også Ty Clausen på 58 år giver den tydeligvis en skalle flere gange om ugen. Han sætter sig på stolen og får skænket en kop kaffe. Mens vi taler sammen, kan du godt se, at den venstre del af kroppen ryster umærkeligt. Som en lille sitren hele tiden. Ty Clausen bruger sin højre arm til at støtte den venstre, mens resten af kroppen finder ro på stolen.

»Det er faktisk det værste med sygdommen. At du ikke kan finde hvile. Hele kroppen arbejder. Og mine skulder og bevægeapparat er ofte ømt,« siger 58-årige Ty Clausen, der er kokkeuddannet.

Og denne formiddag har kroppen det ikke slemt, for spillet med battet får kroppen til at falde til ro.

»Når jeg kommer hjem, så har jeg det rigtig godt. Jeg kan faktisk sætte mig i en stol og have ro på kroppen. Og så er det en behagelig måde at blive træt på. Jeg bliver naturligt træt, så jeg sover godt om natten. Det gør jeg ikke altid,« pointerer Ty Clausen, der tager en tur mere ved bordtennisbordet. Mens bolden flyver over nettet, kan du på ingen måde se, at rystesygen generer Ty Clausen, der smasher og returnerer som en professionel.

Erling Post har skabt holdet BAT60+, hvor 70 ældre får ramt battet og hygger sig. Foto: Kian Johansen

Erling på sin Post

Det er Erling Post på 75 år, der netop har fejret fødselsdag. Og han er den primære årsag til, at holdet eksisterer og at det vokser hele tiden.

Han lærte at spille bordtennis i Sverige i 1970’erne og er den primære instruktør, der tager sig godt af de nyankomne. Selv flyttede han hjem til Randers for et par år siden.

Før det var han i en årrække leder af Fulgsøcentret på Mols, hvor han også boede på halvøen, indtil et rækkehus i Vorup trak ham og konen hjem til fødebyen.

Han har før etableret et lignende hold af bordtennisspillere i Rønde, og da han selv ledte efter et sted at spille bordtennis, så voksede tanken om at skabe det sociale og hyggelige hold, hvor alle er velkomne.

»Nu er vi nået til det punkt, hvor vi supplerer os selv. Folk finder efterhånden ud af, at bordtennis er godt for mange ting, og så har vi jo det sociale oveni. Det her er for bredden, men jeg elsker stadig at rykke en bordtennisspiller en smule af og til. Det giver motivation til at blive ved.«