Forestilling fra Randers Teater kommer nu rundt til 21 kultur- og forsamlingshuse i lokalområdet.

Randers Teaters musikalske vinterforestilling ’Tilfældigvis forbi’ havde premiere på teatret 20. januar og har siden spillet for fulde huse. Det samme ser ud til at blive tilfældet, når forestillingen drager på den årlige Elro-turné, der denne gang når rundt til 21 kultur- og forsamlingshuse i området.

Mange af stederne melder allerede om udsolgt. Et af dem er Estraden i Havndal, hvor Anne Højstrup er bestyrelsesmedlem i den lokale borgerforening.

»Det gik forrygende stærkt. Vi havde solgt de første 20 billetter, inden vi overhovedet nåede at slå det op, og nu er der helt udsolgt. Vi kunne have solgt mange flere billetter end de 80, der er plads til,« siger hun i en pressemeddelelse.

Turnéen er igen i år økonomisk støttet af Elro Fonden, hvilket gør, at billetprisen kan holdes nede på 50 kroner, som går ubeskåret til det enkelte forsamlingshus eller kulturhus.

’Tilfældigvis forbi’, der er skrevet af skuespiller Niles Olsen, tager udgangspunkt i de store hits fra Rugsted og Kreutzfeldts bagkatalog og har skuespillerne Lone Rødbroe og Tom Jensen på scenen sammen med musikerne Thomas Pakula og Jacob Venndt.

Turnéen varer fra 21. februar til 19. marts. Billetter kan ikke købes gennem teatret. Det sker i stedet ved henvendelse til det enkelte spillested. Oversigten over spillesteder og kontaktinfo i forhold til billetkøb kan ses på Randers Teaters hjemmeside.

FAKTA: Elro-turnéen

21. februar Lem Forsamlingshus
22. februar Mellerup Borgerforening
23. februar Albæk Borger- og Forsamlingshus
26. februar Langå Kulturhus
27. februar Langkastrup Forsamlingshus
29. februar Hadsten Kulturhus Sløjfen
1. marts Lime Forsamlingshus
2. marts Lindbjerg Forsamlingshus
4. marts Romalt Aktivitetshal
5. marts Sønderbæk Borger- og Kulturhus
6. marts Tånum Forsamlingshus
7. marts Helstrup Forsamlingshus
8. marts Bjergby Forsamlingshus
11. marts Allingåbro Hotel
12. marts Hald Forsamlingshus
13. marts Hørninghus
14. marts Øster Tørslev Fritidslokaler
15. marts Læsten Borger- og Kulturhus
16. marts Havndal Borgerforening – Estraden
18. marts Værum Forsamlingshus
19. marts Bjerregrav Forsamlingshus

gs