Søren Pedersen mener, at Randers er kommet styrket ud af transfervinduet, trods eksperter mener noget andet.

Dommen var hård ved Randers FC, da en række eksperter skulle vurdere superligaklubbernes transfervindue efter deadline 1. februar.

Discoverys Mikkel Bischoff og Viaplays Peter Sørensen vurderede eksempelvis begge, at Randers kom svækket ud af vinduet og risikerede nedrykning, men det tog Randers-sportsdirektør Søren Pedersen ikke tungt.

“Nogle gange læser man det med et smil på læben, for de kender måske ikke dem, man har hentet ind,” siger Søren Pedersen.

Randers solgte Filip Bundgaard til Brøndby for et stort millionbeløb, og angriberen Alhaji Kamara skiftede til FC Midtjylland.

Som erstatning kom den unge ghaneser Mohammed Fuseini på en lejeaftale fra østrigske Sturm Graz. Han viste sit værd allerede i første kamp, da han stod for et mål og en assist i Randers’ sejr på 3-1 over Hvidovre i forårspremieren.

” Det hyggede jeg mig selvfølgelig over, og det at vi har haft et godt transfervindue, samtidig med vi havde det største salg i klubbens historie,” siger Pedersen.

Klubben hentede desuden den svenske venstreback Oliver Zandén på en lejeaftale i franske Toulouse. Han fik fuld spilletid mod Hvidovre.

– Vi gik ind i transfervinduet med et mål om, at vi skal kunne ændre kampbilledet, når vi skifter ud, og så gik vi målrettet efter en venstrebenet venstreback, og det har vi fået.

“Zandén er gået direkte ind i startopstillingen og er en klar forstærkning ligesom Fuseini,” vurderer Søren Pedersen.

Han mener, at truppens bredde er blevet bedre.

“Vi har hentet en reservemålmand og tre offensive spillere, som kan komme ind og spille en rolle enten fra start eller fra bænken. På den måde synes jeg, at trænerteamet har bedre muligheder nu end i efteråret.”

Med sejren over Hvidovre fik Randers lidt mere luft til nedrykningsstregen, da der nu er fire point ned til Vejle.

Randers tilhører et tæt felt, hvor alle har udsigt til at blive en del af nedrykningsspillet, når Superligaen om fire under deles i to efter grundspillet. OB og Lyngby har 20 point, Randers og Viborg har 19.

Under stregen har Vejle og Hvidovre henholdsvis 15 og 7 point.

“Jeg tror, det bliver meget tæt. Jeg synes, at klubberne har nogle af de samme kompetencer, og det er et tæt felt, hvor der bliver hård kamp om at slippe væk fra de to grimme pladser,” lyder det fra sportsdirektøren.

Fredag klokken 19 skal Randers i aktion i årets første hjemmekamp, når Lyngby gæster Kronjylland.

/ritzau/