Lavstammet mørkhåret mand ville ikke erkende sig skyldig i drabet på 30-årig familiefar fra det nordlige Randers.

En 31-årig mand blev tidligere i dag sigtet og fængslet i foreløbig fire uger for drabet på en 30-årig mand fra Nordbyen i Randers, der havde kone og et lille barn.

Da han kommer ind i retssalen i Randers, er han flankeret af to betjente, iført posede sorte joggingbukser, en sort sweatshirt og dele af en lyseblå t-shirt stikker ud bagtil. På fødderne bærer han mørke sandaler af plastic.

Han har sammenknebne, stålgrå øjne der er omkranset af meget røde rande.

Han kigger sig rundt i retssalen i Retten i Randers med et sløret blik.

Den venstre hånd hviler roligt på hans overlår, da han sidder i vidneskranken. Selv da han bliver bedt om at erklære, om han er skyldig eller ej, så flytter hånden sig ikke. Hans bevægelser er meget rolige under den åbne del af retsmødet.

Han er lavstammet, har mørkt fuldskæg, er bred over skuldrene, har mørkt tæt hår og utallige tatoveringer ved nakken, på halsen og omkring venstre øje. Der er tatoveringer flere steder på begge hænder. Og der mangler tre fingerled på den ene hånd.

Din Avis Randers får ikke yderligere kendskab til de nærmere detaljer omkring drabet, da dørene i retten bliver lukket umiddelbart efter at sigtelsen mod den tiltalte er læst op af specialanklager fra Østjyllands Politi, Jesper Rubow.

Da den sigtede bliver spurgt af dommeren, Eva Skov, om han erkender sig skyldig i straffelovens § 237, der handler om manddrab og som straffes med mindst fem år, op til livstid, så når han ikke at åbne munden, før hans forsvarer Glenn Hein svarer for ham.

»Nej, min klient erkender sig ikke skyldig.«

På trods af protester fra pressen, så vælger dommeren alligevel at lukke dørene, hvilket betyder, at offentligheden endnu ikke får svar på, hvordan drabet er foregået, hvor mange stik den 30-årige fik påført, eller andre nye detaljer i sagen.