Et drabsoffers kone og barn var hjemme, da han torsdag aften angiveligt blev stukket ned af en 31-årig mand.

Af /ritzau/
Flemming Nørgaard, som er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, kan fredag ikke gå ind i et muligt motiv til et drab på en 30-årig mand i det nordøstlige Randers.

Den 30-årige blev stukket med kniv ved sit hjem i et villakvarter i Randers.

31-årig mand er anholdt i sagen. Han blev anholdt på en nærliggende tankstation med effekter, som, politiet mener, kan knytte ham til drabsstedet.

»Han (den mistænkte gerningsmand red.) er ikke fra lokalområdet, og hvorfor han var i Randers, det er blandt andet en del af vores efterforskning,« siger han på et pressemøde om sagen.

Hvilke effekter den anholdte havde, kan de tilstedeværende journalister ikke få uddybet.

Men Flemming Nørgaard siger på pressemødet, at det tyder på, at der er tale om et tilfældigt offer.

Undet pressemødet fortæller politiet, at den 30-åriges kone og barn også var til stede, da drabet fandt sted.

Ifølge Flemming Nørgaard er det en beboer, som ringede til politiet om knivstikkeriet. Hvem det er, bliver ikke uddybet.

Det bliver en central del af politiets efterforskning at kortlægge den sigtedes færden før og efter drabet, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Tidligere fredag meldte Østjyllands Politi ud, at den 30-årige mand var død, efter at han blev stukket med kniv torsdag aften.

Politiet mistænker ikke umiddelbart, at der er andre involveret end den 31-årige anholdte.

Ifølge Flemming Nørgaard er den sigtede mand kendt af politiet i forvejen. For hvad afviser han at oplyse.

Den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers klokken 13.30 fredag. Det kom ikke frem på pressemødet, om manden eventuelt bliver sigtet for andet end drab.

Her vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre af hensyn til efterforskningen.