Af Kian Johansen, redaktør Din Avis Randers
En krise og en shitstorm lander på dit bord. Journalister ringer og vil have fakta og svar. Dine kolleger slipper alt, hvad de har i hænderne, danner ring om dit bord og spørger, hvad de skal gøre.
Du skal have fat i dem, det gik ud over, og sørge for, at der ikke sker dem yderligere.
Samtidig ringer Gitte henne fra banken med et nyt lån. Din partner skriver på sms, om du kan handle på vej hjem. En rar stemme ringer syv gange og lægger en besked. Hun synes, du skal sende god karma, så går det nok over. Hun sender også lige en sms og sætter alle ansatte i din afdeling CC på en e-mail med samme budskab. Hvorefter alle videresender samme e-mail til dig igen. Du misser opkaldet fra en tidligere nabo til katastrofe-området. Han ville have fortalt dig, at der går en vej udenom, så redningsmandskabet kan komme hurtigere til.
Du rejser dig, giver nogle få ordrer og får løst tingene midlertidigt. Du handler hurtigt. Træffer beslutninger. Viser handlekraft. Mobiltelefonen bimler og roterer i lommen imens.
Dagen efter sker det samme. Og dagen efter igen.
Problemet med kriser er ofte, at vi mennesker i godhed altid gerne vil vise handlekraft. Problemet opstår, når der træffes handlekraftige beslutninger, uden der tænkes nærmere over konsekvenserne og med tunnelsyn, fordi alle låser sig fast til én løsning.
Flere, der håndterer kriser til daglig, fortæller, at det sværeste er at stoppe op, vurdere situationen, danne sig et overblik og få overskuddet til at lytte til andre – til de rigtige. Derfor øver de og øver. Så de er i stand til at handle. Stoppe op. Lytte. Og handle igen.
Det vil jeg ønske for alle, der håndterer en krise. At man er så trænet, at man kan håndtere de kriser, man møder på sin vej.
Stop op. Tænk. Spørg. Lyt. Handl.
