Nu kan Anker Boje stille op mod Torben Hansen i kampen om at være socialdemokratiets borgmesterkandidat.

Det har længe lignet en lortesag for socialdemokraterne i Randers, da Anker Boje i november sidste år forgæves forsøgte at stille op som borgmesterkandidat for socialdemokraterne i Randers. I en klar dyst mod den siddende borgmester, Torben Hansen.

Dengang forhindrede rod, uklare regler og manglende vedtægter på socialdemokratiets egen hjemmeside, at Anker Boje kunne stille op på den korrekte måde. Han havde ikke fundet stillere, inden han sendte ansøgningen, og selvom han fandt dem på meget kort tid, var fristen overskredet, lød det.

Efter at have besindet sig meldte den øverste socialdemokratiske ledelse ud, at man ville finde en løsning, der skulle godkendes til generalforsamlingen her i marts. Her dukkede 117 medlemmer op i Fritidscentret for at stemme.

Nu er der styr på det, fortæller Per Blicher, der netop er valgt som formand. I december blev han som daværende næstformand trukket ind som fungerende formand, og han har sammen med resten af bestyrelsen haft travlt med at gøre regler og procedurer helt klare.

»Alle procedurer omkring borgmesterkandidatvalg og valg til det kommende byrådsvalg og alle de procedurer og regler med hensyn til opstillingsregler blev godkendt under generalsamlingen, så der er helt styr på det,« siger Per Blicher til Din Avis.