Randers Bibliotek har skabt et nyt område til unge.

’Murder and mayhem’, ’romantacy’, ’everyday troubles’ og ’rainbow’.

Det er nogle af de kategorier, man finder i den nye ’book cave’ på Randers Bibliotek, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.

Emneinddelingen af bøgerne er inspireret af den måde, de unge anbefaler bøger til hinanden på sociale medier. Det foregår på engelsk, og emnerne er anderledes end dem, der bliver brugt af ældre generationer.

»Vi tager udgangspunkt i den måde, de unge selv kategoriserer og formidler deres læseoplevelser. Desuden har vi skelet til en spørgeskemaundersøgelse blandt vores egne brugere, hvor der blandt andet bliver efterlyst en anden form for overblik over bøgerne til de unge,« fortæller Mathilde Salling Odgård, der er rumdesigner på Randers Bibliotek.

Udtrykket er både råt og hyggeligt med spraymalet skiltning, æblekasser som hylder og en pallesofa, der inviterer til ophold. Området er tiltænkt unge fra 13 år til midt 20’erne og alle læsere af såkaldte ya-romaner.

»Vi er spændte på, om indretningen og opstillingen af bøgerne giver genklang hos målgruppen. Indtil videre tester vi det frem til efteråret. Vi vil jo rigtig gerne lave relevante tilbud til de unge læseheste, og vi hører meget gerne fra dem, hvis de har ønsker til litteratur eller andet, vi kan tilbyde,« siger Sanne Andersen, der er koordinator for ’Børn og Unge’ på Randers Bibliotek.

sra