Mere end 4.000 flere skøjtede på Underværkets skøjtebane end i 2022. Dermed slår skøjtebanen publikumsrekord.

Den nye skøjtebane ved Jens Otto Krags Plads har været en succes i sæsonen 2023/2024.

»Anslået har der været imellem 24.000 og 25.000 skøjtende i den afsluttede sæson, som gik fra 15. december til og med 29. februar.,« det fortæller Annemarie Winther, leder af Underværket til Din Avis.

Og tilmed kom cirka halvdelen af alle de besøgende på isen i de 14 dage, der var åben i december.

Så selvom der var store problemer med at få den nyrenoverede skøjtebane fra 2002 til at fungere, på grund af problemer med slangerne der skulle køle isen, så slog Underværkets skøjtebane publikumsrekord.

Skøjtebanen åbnede med 15 dages forsinkelse.

»Og alligevel var de fleste på besøg i december måned, det er vi stolte af,« siger Annemarie Winther.

Hun gætter på, at de mange nye tiltag i forbindelse med skøjtebanen, samt at mange har savnet at lege på isen har gjort forskellen.

Sidste sæson 2022/2023 var skøjtebanen nemlig ikke sat op, på grund af energikrise, men i sæsonen 2021/2022 lå man omkring 20.000 besøgende på skøjtebanen.

LÆS MERE UNDER GRAFIKKEN

36 procent gættede ja

Det har kostet Randers Kommune godt 970.000 kroner at holde skøjtebanen kørende i denne vintersæson. Herunder er der indregnet 247.000 kroner på at renovere skøjtebanen nødtørftigt, så den kan holde et par år mere.

Dermed ender det med et ’ja’ i vores konkurrence, som vi kalder Randers Dysten. Deltagerne har gættet på, om skøjtebanen slog publikumsrekord. Da det samtidig også blev et ja i det første spørgsmål, der handlede om, hvorvidt der var flyttet beboere ind i Bryggertårnet i første kvartal, så har vi trukket lod blandt de rigtige besvarelser i den første kvartalskonkurrence.

36 procent gættede rigtigt på de to første spørgsmål.

Vinderen af et gavekort på 250 kroner til medlemsbutikkerne i Randers City blev Helle Laursen. Hun har fået direkte besked.