Lene Mortensen fejrer 40 år i Sparekassen Kronjylland

28. maj kan Lene Mortensen fejre sit 40-års-jubilæum hos Sparekassen Kronjylland. I alle 40 år har hun arbejdet i afdelingen i Middelgade 1, og hun er derfor et kendt ansigt blandt afdelingens mange trofaste kunder.

Lene arbejdede som kunderådgiver i cirka 30 år, hvor hun opbyggede en stor kundekreds, der værdsatte hendes råd og vejledning. De sidste 10 år har hun været ansat som kundemedarbejder, hvor hun bistår sine kolleger med de forskelligartede opgaver, der opstår, når kunder køber eller sælger deres bolig, eller tager et lån til en ny bil.

Lene er glad for sit arbejde og sine kolleger, og hun roser Sparekassen Kronjylland for at være en god arbejdsplads. Derfor ser hun også frem til at tage af sted til arbejde hver dag med glæde. Jubilæet bliver fejret med kollegerne i afdelingen.

Lene bor sammen med sin mand i Vorup.