Handling udspiller sig stadig i Randers, men denne gang handler det ikke om forsvundne skildpadder. Til gengæld er der okkulte ofringsritualer, hæsblæsende flugtscener og skududvekslinger.

AF CECILIE BISGAARD

Var du en af dem, der i spænding fulgte med i, om Chris og Mathias fik opklaret mysteriet om de stjålne skildpadder?

Så er der godt nyt. Sæson to er nemlig allerede godt i gang.

Vi snakker naturligvis om podcasten Kronjysk Krimikabale – en fiktiv true crime-podcast fra Chris Friborg og Mathias Olin, der begge er vokset op i Randers. I dag bor de to venner i Ry.

»Skildpaddetyveriet var en god katalysator. Det var god reklame for vores podcast, for vi oplevede, at mange snakkede om, hvad der var virkeligt, og hvad der var satire,« siger Mathias Olin og fortsætter:

»Vi har efterladt skildpaddetyveriet lidt – og sæson to er så fjollet, at ingen længere kan være i tvivl.«

Sæson to har fået undertitlen ’Menneskeofrings Ordenen’. Den foregår – ligesom den første sæson – primært i Randers.

Satire, sjov og ballade

I første sæson af den satiriske improvisationspodcast fandt de to skabere ud af, at de godt kunne lege med, hvor syret fortællingen kunne blive.

»Vi fandt ud af, at det ikke behøvede at være så virkelighedstro, som vi i starten troede,« har Chris Friborg tidligere sagt til Din Avis.

Og den tendens, kan man altså godt forvente, vil fortsætte her i sæson to.

»Vi har truffet nogle valg for at have en konstant stigende spændingskurve og for kreativt at udfordre os. Vi arbejder stadig med fiktiv true crime, men vi skal have noget mere action. Det hele er satire, sjov og ballade så hvorfor ikke have nogle skududvekslingssekvenser? Alt er muligt, når vi kun arbejder med lyd. Vi prøver at skubbe grænserne,« siger Mathias Olin og fortsætter:

»Det skal være sjovt for os at lave. Så længe vi har det sjovt, så bilder jeg mig ind, at det også er sjovt at lytte til. Vi tjekker ikke længere lyttertal. Hvis der var et afsnit med mange lyttere, begyndte vi at overveje, hvad der gjorde, det var så godt, og vi vurderede hele tiden vores egne præstationer. Det kom til at virke for meget som rigtigt arbejde.«

Sæson to har fået undertitlen ’Menneskeofrings Ordenen’. Og man kan sagtens starte med at høre den, selvom du ikke har hørt første sæson, siger Mathias Olin. Pressefoto

Der må ikke være grænser

En ting, som har været en fast bestanddel af episoderne i sæson et, var nogle fiktive reklamer, der indimellem afbrød podcasten.

»Når der sker noget dybt alvorligt i podcasten, bliver det pludselig afbrudt af en reklame for sugerør med plasticovertræk på indersiden. I ’Mørkeland’ (en podcast, hvor to kvinder hver uge præsenterer hver sin kriminalsag, red.) kan de snakke om en, der er blevet parteret, og så bliver det afbrudt af en reklame for Føtex. Det er absurd at hoppe fra noget alvorligt på den måde,« fortalte Chris Friborg til Din Avis i forbindelse med første sæson af ’Kronjysk Krimikabale’.

Responsen på netop de fiktive reklamer har været så overvældende positiv, at de selvfølgelig også er med i sæson to.

»Vi hører rigtig meget, at det næsten er det, som, mange synes, er sjovest. Fremover kommer der mere af det. Vi har været ude i, om vi skulle have et helt afsnit, der kun bestod af reklamer,« siger Mathias Olin og fortsætter:

»Igen – vi skal udfordre os selv, så det kan være, at sæson tre muligvis bliver en musical. Det er ikke sikkert, det er sådan, det bliver, men der må ikke være grænser.«

En »klart« sjovere sæson

Hvis du ikke har oplevet ’Kronjysk Krimikabale’ før, og du nu er blevet lidt nysgerrig på, hvad det er for noget, så kan du egentlig bare begynde at lytte med.

»Sæson to er helt fin bare at hoppe direkte ind i, selvom man ikke har hørt den første sæson. Man behøver ikke kende alle detaljer fra sæson et – men der vil nok være nogle enkelte ting, som man undrer sig over,« siger Mathias Olin og fortsætter:

»For os var sæson et lidt en pilot-sæson. Sæson to er klart sjovere. Vi kender karaktererne bedre, og vi er blevet bedre improvisationsskuespillere. Det vil folk, der har lyttet med fra starten, også kunne høre. Jeg vil næste anbefale, at man starter med sæson to.«

Der kommer et nyt afsnit cirka hver anden uge, og indimellem kommer der nogle bonus- og mini-episoder. Du kan lytte til både bonus- og rigtige episoder i sæson et og den igangværende sæson to på blandt andet Spotify, Apple Podcast og Podimo.