Han er en af 500, der til juni cykler med på Cykelnerven 2024 for at støtte sclerose-sagen.

Hårnålesving efter hårnålesving. Stigning efter stigning.

Det er på menuen, når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge få uger inden verdens største cykelløb. En vigtig sag og et unikt fællesskab gør de fire cykeldage til en oplevelse i særklasse – og netop den vigtige sag og de helt unikke cykeldage er, hvad Frank Rebo Rasmussen fra Randers udfordrer sig selv med, når han til juni cykler med på Cykelnerven 2024.

Cykelnerven kæmper sig igennem de franske Tour de France-bjerge to uger før, de professionelle cykelryttere stiller til start i årets Tour de France. 500 Cykelnerven-ryttere skal her prøve kræfter med mestrenes asfalt, mens de sidste forberedelser til verdens største og mest legendariske cykelløb finder sted.

En af de 500 ryttere er Frank Rebo Rasmussen fra Randers.

Men Cykelnerven er også Scleroseforeningens flagskibsevent, der nu har eksisteret i mere end ti år for at samle livsvigtige midler ind til forskningen i sclerose. Og den indsamling er en, som den lokale ildsjæl Frank Rebo Rasmussen er en vigtig del af.

»Jeg oplever, at sclerose er en sygdom, som rammer mange, men som få har kendskab til. Min farmor levede med sclerose i 33 år, så jeg har set på tæt hold, hvordan sygdommen påvirker dem, som lever med den. Derfor vil jeg rigtig gerne være med til at støtte op om Scleroseforeningens velgørenhedsevent,« siger han.

I år skal rytterne forcere bjerge som Cime de la Bonette, Col de la Couilole og Galibier. Pressefoto

En stor cykeloplevelse

I 2024 cykler Cykelnervens rytterne bjerge som Cime de la Bonette, Col de la Couilole og ikke mindst fortryllende Galibier, når de prøver kræfter med bjergene fra etape 4, 19 og 20 af årets Tour de France. Det er blot tre af de ganske særlige Tour de France-bjerge, som årets ryttere skal kæmpe sig igennem på fire dage i sadlen.

Fire cykeldage, hvor alle ryttere efterfølgende kan sidde hjemme i sofaen og tænke tilbage på, hvordan det var at cykle lige præcis dét hårnålesving, endelig at nå toppen af dét bjerg og ikke mindst, hvorfor det var okay selv at være maksimalt presset, når selv Pogacar kan blive presset op ad samme stigning.

»Jeg er rigtig stolt over at være en del af Cykelnerven. Det betyder meget for mig at få lov til at få så stor en cykeloplevelse, samtidig med at jeg kan være med til at gøre en forskel for nogle andre. Det bliver utrolig spændende at se, hvor meget vi ender med at have samlet ind, og forhåbentlig kan vi slå sidste års rekord,« siger Frank Rebo Rasmussen.

Danmarks skarpeste Tour de France-ekspert – Dennis Ritter – er en af Cykelnervens ambassadører, og så er han med til at planlægge årets rute og cykler selv med hvert år. Han er ikke i tvivl om, at Cykelnerven er og kan noget ganske særligt.

»Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for sådan en som mig, der har beskæftiget sig med Tour’en på nærmeste hold i 23 år, at være ambassadør på Cykelnerven,« siger han.