Unge med problemer har fået et frirum i Underværket. Når de arbejder med keramik, lader de mobilen og de trælse tanker ligge.

I rummet er der stille. Stemningen er behagelig og fredelig. Lyset strømmer ind fra vinduerne og bader tre unge og ubrændt keramik på bordet i et lyst skær.

Det summer af stemmer udenfor i Underværket, men de trænger ikke helt ind i rummet.

På bordet står der en sodavandsflaske ved hver af de unge. Og tæt på ligger mobiltelefonerne. De er urørte, mens underviseren Trine fortæller.

»Vi skal arbejde med sæbebobler i dag. Hvis I har lyst. Vi blander maling i sæben, og så puster vi boblerne på keramikken. Det giver et flot skær, når vi brænder leret.«

Alle tre nikker ja til, at de vil forsøge sig med den nye teknik, og imens den voksne finder glas og maling frem, går snakken på det praktiske plan om, hvilke farver der ser bedst ud, når det er sæbebobler, der omfavner lerets overflade, og om hvor meget maling der skal blandes i sæben.

Der bliver ikke brugt mange ord fra de unge. Men de virker trygge og siger ofte ja, når underviseren spørger dem, om de vil fortsætte.

Hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se det. Men mens de leger med keramikken med stille bevægelser, så gemmer der sig mørke tanker, som en ung ikke burde beskæftige sig med.

Underviseren Trine viser, hvordan de unge med sugerør puster sæbebobler på lerfiguren og farver dem. Undervisningen foregår let og uden at presse de unge. Det skal være et frirum. Foto: Kian Johansen

Fra angst til social sejr

En af de unge hedder Agnes. Hun sukker umærkeligt og ser lidt forsagt ud og kigger af og til tomt ud i lokalet.

Men da hun prøver sig frem med den nye teknik, går hun pludselig selvsikkert til værks og puster forsigtigt de farvede sæbebobler på keramikken med et sugerør.

Agnes fortæller, at hun lider af social angst. Fra hun gik i 7. klasse og flere år frem, så var hun ikke tryg ved at være sammen med mange på en gang. Det blev ikke til meget skolegang, og hun foretrak at være sammen med kun én veninde ad gangen.

Men langsomt åbnede verden sig igen, og en af succeserne indtraf, da hun deltog i en fællesspisning sammen med andre unge fra Krea Caféen. Der er to hold, der har fået undervisning i at lave keramik i Underværkets lokaler siden april i år. Men hun var den eneste fra hendes eget hold, der kunne dukke op den aften.

Normalt ville hun have meldt fra, når der ikke er nogen, hun kender. Angsten ville lænke hende, og hun ville bruge mange kræfter på at undgå mødet.

»Det var en sejr for mig, at jeg deltog. Og de andre var jo søde. Jeg tror godt, jeg kunne blive venner med flere af dem. Vi talte godt sammen,« siger hun, mens hun ser mig direkte ind i øjnene.

Agnes spørger ind til teknikken. Og hvor mange spiseskefulde sæbe, der skal i glasset. Foto: Kian Johansen

Tryg og godt

De stille suk og det lidt slukkede og tomme blik er afløst af synet af en 16-årig, der virker selvsikker og som beredvilligt taler med andre uden at lade angsten trække hende tilbage i mørket.

»Det er ikke kun det her forløb, der har hjulpet mig. Jeg er begyndt i skole igen, jeg går i 10. klasse, og jeg har fået et arbejde, men her er der trygt, og det er en del af det, der hjælper mig videre,« siger hun.

»Selvom der er flere på holdet, der ikke fortæller det, så ved jeg, at vi alle sammen har oplevet noget, der har været hårdt. Vi har noget tilfælles. Jeg kan godt fortælle åbent, hvad jeg har kæmpet med. Om de andre vil sige det højt, det er op til dem selv. Det er ikke en konkurrence i at være mest syg, men vi er sammen i et fællesskab her,« siger hun.

Ler med vilje

Krea Caféen er et forprojekt, som Underværket og FOF samarbejder om, fortæller Anita Støvring Ross, der er konsulent og har en pædagogisk uddannelse bag sig.

Det gratis keramikforløb for unge i alderen 16-30 år skal skabe bedre trivsel for sårbare unge, og lokalerne i Underværket skal fungere som et frirum. Blandt andet derfor kan de unge komme og gå, som de vil, imellem klokken 10 og 22 alle ugens dage.

»Jeg er i kontakt med de unge flere gange om ugen. Og når de af og til skriver, at de ikke kommer, fordi de er syge eller kommer med en anden forklaring, så får vi en snak om, hvad der skal til for at gøre dem trygge her. Og så dukker de ofte op alligevel,« siger Anita Støvring Ross.

Keramikværkstedet er valgt med overlæg.

»Alle kan arbejde med ler. Det opfører sig nogle gange uforklarligt, men det er let at forme. Og så er det nemmere for de unge at forme, hvad de vil, uden det bliver en konkurrence. Vi vil gerne skabe et frirum, hvor det er lysten, der driver dem. Blandt andet derfor er undervisningen let og uden pres. De får valg undervejs. Og vil de hellere arbejde videre med leret på en anden måde, så gør de bare det,« lyder nogle af tankerne bag.

Når forprojektet slutter 19. juni, skal holdet bag afklare, hvordan kurset skal strikkes sammen de næste tre år. Indtil videre er formålet at skabe et åbent caféværksted for unge i Underværket med forskellige rammesatte forløb og mulighed for at bruge caféen til at nørkle med kreativt håndværk og drikke en kop kaffe eller en sodavand.

»Jeg kunne også godt forestille mig, at vi fandt flere håndværk. Det kunne være en snedker, der underviste, eller en glaspuster. Tanken er, at der skal kunne tilbydes noget forskelligt, så mange kunne blive interesseret.«

Hvorfor er det kun sårbare unge, der får det her tilbud? Andre unge kunne måske også få noget ud af det?

»Vi er begyndt med de sårbare unge. Men vi ved godt, at der er mange unge, der i perioder af deres ungeliv føler sig ensomme eller har brug for et fællesskab. Det ville være dejligt også at kunne tilbyde dem sådan et frirum.«