Fortsæt til indhold

»Korrekt at kampagnekørsel medfører mere trafik«

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen savner konsistens i investors forklaringer over antallet af transporter til et måske kommende biogasanlæg. Herunder særligt den såkaldte kampagnekørsel.

Samfund

Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Yde Knudsen sætter spørgsmålstegn ved investor Brdr. Thorsen I/S oplysninger om antallet af transporter til et måske kommende biogasanlæg ved Hovedvej 16.

Jesper Yde Knudsen skriver således til Lokalavisen (med afsæt i den rapport fra NIRAS, som blev udarbejdet til Syddjurs Kommune i april-maj 2023 bl.a. på baggrund af oplysninger fra investor, red.):

»Ansøger har oplyst, at den gennemsnitlige trafikbelastning generelt det meste af året vil være 194 kørsler om dagen i 16 timer af døgnet (12 transporter i timen svarende til 1 transport hvert 5. minut). Der anvendes kørsel med både åbne og lukkede vogne samt traktor- og lastbilkørsel. De nævnte tal forudsætter, at den producerede biogas ikke skal bortkøres. Hvis der – som det nu forventes - bliver tale om, at gas skal borttransporteres i flydende form, tillægges baggrundsbelastningen 24 daglige kørsler året rundt, hvilket giver en gennemsnitlig trafikbelastning det meste af året på 218 kørsler om dagen i 16 timer af døgnet (knap 14 transporter i timen svarende til 1 transport hvert 4. minut).«

Steffen Thorsen fra Brdr. Thorsen I/S fastholder, at worst case (i værste tilfælde, red.) er 113 transporter. En transport svarer til to kørsler. Altså 226 kørsler om dagen.

Hertil kommer 12 transporter, altså 24 kørsler oveni, som skal køre gassen i flydende form ud til kunder i Danmark

»Når jeg siger worst case, så er det en worst case beregning ift. den daglig drift, altså 47 uger om året,« præciserer Steffen Thorsen.

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen spørger til de såkaldte kampagnekørsler, og hvor meget de vil påvirke trafikken til og fra et potentielt biogasanlæg ved Hovedvej 16. Pressefoto

Øger trafikmængden

Jesper Yde Knudsen peger også på de såkaldte kampagneperioder:

1. En periode på fire uger (6 dage x 4 uger = 24 dage) i forår/efterår som forventes at falde uden for turismens højsæson.

2. En sammenhængende periode på 5 uger ((6 dage x 5 uger=30 dage) forår/sommer/efterår – som falder sammen med turismens højsæson.

»I begge kampagneperioder vil der fordelt på 19 timer af døgnet være en samlet kørsel på op til gennemsnitligt 21 transporter i timen - ca. 1 transport hvert 3. minut.« lyder Jesper Yde Knudsens regnestykke.

Altså 21 transporter x 19 = 399 transporter på en dag i kampagneperioderne.

»Det synes jeg ikke harmonerer med rubrikken ’Worst case hedder 113 transporter pr. dag’,« påpeger Jesper Yde Knudsen.

Hvad betyder kampagnekørsel?

Kampagnekørslerne foregår, når der skal høste biomasse (græs og andet) på markerne og køre det ind til lager på biogasanlægget. Det gøres, når afgrøden er klar og afhænger af vind og vejr.

»Det er korrekt at kampagnekørsel medfører en større mængde trafik,« vedgår Steffen Thorsen.

»Vi vil altid afveje, hvor stor en del vi skal lægge på lager hos landmændene, så vi mest optimalt håndterer trafik og kørte mængder. Ensileret græs vejer mere for eksempel, og derfor er der færre kørsler, hvis vi lægger en stak på marken og kører den hjem senere,« siger Steffen Thorsen.

Kampagnekørsel er også, når gyllen i en periode skal køres direkte til markerne for at spredes.

»Det reducerer så til gengæld kørslen med gyllevogne, især på de små veje, markant. Tal fra Klimakataloget viser, at man sparer 62 procent CO2 per ton gods, når det flyttes med lastbil i stedet for med traktor og gyllevogn. Det vurderes også at lastbilen gennemsnitligt, er 3-5 gange mere effektiv end gyllevognen,« siger Steffen Thorsen.

Klimakataloget, Steffen Thorsen refererer til, er udgivet af Økologisk Landsforening og indeholder forslag til 37 tiltag, der nedsætter klimabelastningen fra landbruget.

404 kørsler per dag

Om antallet af kørsler i kampagnetiden præciserer Steffen Thorsen:

»Hvis alt biomasse der skal tages ind, falder i fem sammenhængende uger i de mængder vi beskriver, vil der være 178 ekstra kørsler per dag. Her regner vi i øvrigt med 10.000 ton ekstra. Der vil være plads til 30.000 ton i den ansøgte ensilageplads, og vi har regnet konservativt og worst case med 10.000 ton oveni. Man kan altså som udgangspunkt trække 25 procent fra, så skulle det stemme med virkeligheden.«

»Worst case i en kampagnetid lyder på 404 kørsler pr. dag (lig med 202 transporter, red.). Men kørslerne kan spredes over flere uger som ikke er sammenhængende. Så vil der være færre kørsler per dag, strakt ud over flere uger.«