Pårørende slår alarm: »Vi vil ikke længere have hende på et plejehjem i Aarhus Kommune«

I hjemmet i Åbyhøj sidder Helle Nygaard med en følelse af bebrejdelse mod sig selv. Med en følelse af at have givet alt for mange chancer til et plejehjem, der gang på gang har svigtet i plejen af hendes mor.

Søndag den 22. juni endte det med en akut indlæggelse på psykiatrisk hospital. Den 84-årige Kirsten havde gennem flere dage nægtet at spise og drikke og var så svækket og hallucinerende, at vagtlægen vurderede, at det var nødvendigt. Ifølge Helle Nygaard gav vagtlægen hende den besked, at personalet på plejehjemmet ikke var i stand til at pleje moderen, der også havde væskeophobning og blødende sår på benene.

»Da vagtlægen sagde det, blev jeg bare så lettet. Nu kommer hun et sted hen, hvor der rent faktisk er nogle, som kan tage vare på hende,« siger Helle Nygaard.

Fortællingen om Kirstens ophold på Skelager Plejehjem er blevet til gennem interviews med hendes niece Maria Gano og med hendes datter, Helle Nygaard. Avisen har ikke talt med Kirsten, da dette er et ønske fra familien, der vurderer, at hun på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at svare for sig.

Både Helle Nygaard og Maria Gano har personlig og økonomisk fuldmagt til at tage sig af Kirstens forhold. Deres henholdsvis mor og moster er svært depressiv, lider af angst og varierende demenssymptomer.

Ifølge dem begge er der ingen tvivl om, at niveauet af plejen på Skelager Plejehjem har betydet, at Kirsten til sidst mistede viljen til at leve.

»Det miljø, hun har været i, har forværret hendes psykiske og fysiske tilstand. Hun har oplevet, at folk ikke har kunnet lide hende, og ikke har villet hende. Det var kommet helt derud, hvor hun til sidst nægtede at spise og drikke. Jeg vil gøre alt for nu at få hende flyttet til et andet sted,« mener Helle Nygaard.

Aarhus Kommune ønsker ikke at stille op til interview angående kritikken. De har sendt et skriftligt svar, som kan læses i bunden af artiklen.

Flere dårlige sager

Det er langt fra første gang, at kritik rammer Skelager. Plejehjemmet har gennem det seneste år fået flere påbud fra Arbejdstilsynet, og i herværende avis stod en pårørende i november frem og kritiserede forholdene for sin mor på selvsamme plejehjem.

Plejehjemmet nåede også byrådspolitikernes bord i januar, og sundheds- og omsorgsudvalget udtrykte tillid til, at forholdene ville ændre sig.

Det er dog ikke sket, mener Maria Gano og Helle Nygaard.

»Tværtimod, vil jeg næsten sige. Om det er manglende tid eller manglende lyst, det skal vi ikke kunne sige, men vi må bare konstatere, at der er en helt fatal mangel på omsorg på det sted,« siger Maria Gano.

Hun fremviser en mail, hun har sendt til forstanderen på plejehjemmet, Marianne Ahl, den 19. maj. Heri beskriver hun, hvordan hun dagen før havde besøgt Kirsten og måtte ud på gangene for at finde en fra personalet for at gøre opmærksom på, at hun ikke havde fået sin medicin. Ifølge væskeskemaet havde hun heller intet fået at drikke.

»I de syv timer, jeg var hos (udeladt af redaktionen), blev hun ikke én gang tilbudt hjælp fra personalet til at komme på toilettet og/eller få skiftet ble. Det var dog heller ikke nødvendigt at få den skiftet, da det viste sig, at den var knastør, formentlig pga. den manglende hjælp til at få fat i væske. Jeg kan godt forstå, at hun aldrig kommer af med sin cystitis! (blærebetændelse, red.),« skrev Maria Gano, der er uddannet jordemoder, til forstanderen.

Og den episode er langt fra enestående. Både Helle Nygaard og Maria Gano fortæller, at de flere gange både skriftligt og mundtligt har gjort forstanderen opmærksom på, at plejen var alt for mangelfuld. Medicinen har de ofte fundet urørt eller ligefrem liggende på gulvet, når de har været på besøg i weekenderne:

»Jeg bliver så vred og utryg. Og jeg tænker også på de andre beboere, der ikke har pårørende, som tjekker det. Det er en generel utryghed, at det er så uprofessionelt,« siger Helle Nygaard.

Ingen kontakt

Generelt har hun oplevet, at hendes mor manglede væske, og at det forværrede hendes demenssymptomer:

»Hun lå ofte i sin seng og var lettere diffus eller svimmel. Når vi så fik hende op og fik noget vand eller saft i hende, så livede hun op, og efter kort tid var hun langt mere relevant at tale med,« forklarer datteren, der ofte så et personale, der blot satte væske eller mad på moderens bord, uden at interessere sig for om det blev drukket eller spist.

Og hendes mor har netop brug for at blive mindet om, at det er vigtigt at spise og drikke.

»Nu, hvor hun var indlagt, så jeg personalet sidde ved hende i en halv time til at begynde med, for at få mad i hende. Jeg ved godt, at det ikke er muligt på plejehjemmet, men bare fem minutter ville være givet så godt ud,« siger Helle Nygaard.

Ikke bare med maden, men med al plejen forsømte personalet at skabe en kontakt til hendes mor, mener hun:

»Når man spurgte personalet, hvorfor min mor lå i sin seng, så svarede de, at hun ikke ville op. Men hvis man nu forsøgte at skabe en kontakt til hende først, inden man spurgte, så tror jeg, det ville lykkes. Det lykkedes i hvert fald altid for os,« konstaterer Helle Nygaard og fortsætter:

»Jeg synes, at man forsømmer det relationelle. Man ser en opgave, ikke et menneske. Og det er helt galt.«

Ingen aftaler

Igen og igen blev aftaler på plejehjemmet ikke overholdt. Det resulterede i post, der ikke blev åbnet, batterier i høreapparatet, der ikke blev skiftet, og blødende sår på benene, der ikke blev tilset.

»Der går så meget viden tabt, når der er nyt personale igen og igen. Der er ingen kontinuitet. Mange taler også dårligt dansk, og det hele går ud over relationen,« siger Helle Nygaard.

Hun understreger igen, hvor vigtigt det er med en kontakt til hendes mor, før man beder hende om at gøre noget, for eksempel hvis man skal give hende et bad eller give hende de støttestrømper på, der skal sikre, at hendes fødder og ben ikke hæver op.

»Jeg havde nogle gange den opfattelse, at det var nemmere at slippe for at gøre noget. ”Jamen, hun vil jo ikke,” hørte vi ofte fra personalet. Men man var jo nødt til at have kontakt til hende først. Og det smuttede for dem. Jeg ved ikke, om de overhovedet ønskede det.«

Helle Nygaard fortæller, at hun for nylig havde bestilt en damefrisør til at komme for at klippe sin mors hår.

»Jeg frygtede for, hvilken tilstand hun ville være i, og desværre da jeg kom, var hun meget trist og forvirret. Hun havde ingen tøj på, udover en våd ble og en nattrøje. Der lå mad og kage ud over hele bordet og på gulvet,« siger Helle Nygaard og fortsætter:

»Da damefrisøren lidt efter bankede på, begyndte min mor at græde. Hun græd og græd, og hun ville ikke klippes. Men damefrisøren, som ikke havde mødt hende før, satte sig ned og tog hendes hånd og sagde: ”Du ser ked ud af det,” og det var bare det, der skulle til,« fortæller Helle Nygaard.

»Det var en helt basal måde at vise omsorg på. Men hun blev set og hørt. Hun faldt helt til ro, og hun blev klippet.«

Kontrasten er til at føle på, når Helle Nygaard omvendt forklarer, hvordan personalet kunne finde på at stå i døren og råbende spørge, om Kirsten skulle have kaffe.

»Min mor hører meget dårligt, så hvis hun ikke svarer, så kan de finde på at råbe endnu højere: ”Kaffe?”,« fortæller datteren opgivende:

»Det er måske ikke så underligt, at min mor så siger: ”Nej, tak”. Det er jo ikke sådan, man skaber en kontakt.«

Tidligere har datteren ligeledes oplevet, at moderen havde slået sin underarm, men hun blev ikke sendt på skadestuen. Først seks dage senere fandt man, ifølge Helle Nygaard, ud af, at den var brækket.

Samme fejl igen og igen

Både Maria Gano og Helle Nygaard har forgæves forsøgt at ændre på forholdene ved at gå til forstanderen på Skelager. Hver gang er de dog blevet skuffet.

»Hun virker meget optaget af hurtig respons. Jeg vil nærmest kalde det at afværge. Det kan i hvert fald godt føles sådan. Fem måneder efter at vi havde et møde med hende, hvor hun lovede at følge op, er der stadig ikke sket noget. Tværtimod sker de samme fejl igen og igen. Vi får kun bortforklaringer,« siger Maria Gano.

Helle Nygaard har samme oplevelse, og hun fortæller også, at forstanderen beder om navne på de ansatte:

»Men det vil jeg ikke give. Det er ikke for at hænge nogen ud, for det er ikke én eller to personer - det er hele vejen rundt. Og det er et langt mere alvorligt problem. Det har været tre års snak, der ikke har ført nogen steder,« siger datteren om kontakten til ledelsen på plejehjemmet og tilføjer:

»Vi får nyhedsbreve og har haft besøg af rådmanden. Men inden for murene, der sejler det hele.«

Vil flytte ud af kommunen

Kort efter Kirstens indlæggelse på psykiatrisk afdeling begyndte hun at spise og drikke igen, fortæller Helle Nygaard. Væskeophobningen forsvandt, og de blødende sår på benene helede.

»Allerede om mandagen, efter hun blev indlagt om søndagen, lykkedes det en sygeplejerske på psykiatrisk hospital at få hende til at drikke. Det er længe siden, jeg har oplevet hende være så klar. Hun har ikke længere hallucinationer. Hun er selvfølgelig stadig meget svækket, men hun svarer relevant. Hun siger, at hun er sulten og tørstig, og det har jeg faktisk ikke hørt hende sige i to år,« siger Helle Nygaard.

Efter to ugers indlæggelse blev Kirstens tilstand så forbedret, at hospitalet vurderede, at plejen af hende, nu kunne klares på plejehjemmet. Mandag den 7. juli vendte hun derfor tilbage til Skelager.

Ifølge Helle Nygaard græd moderen, da hun fik beskeden om, at hun skulle tilbage dertil.

»Hun sagde: ”Åh nej, ikke det sted.” Jeg er også enormt bange for, hvordan min mors tilstand nu udvikler sig.«

Familien har besluttet, at man ikke ønsker at give plejehjemmet flere chancer. Nu skal hun flyttes.

»Vi vil ikke længere have hende på et plejehjem i Aarhus Kommune. Så snart der er en plads, flytter vi hende til en anden kommune, hvor hun også har en søster, der bor. Det skulle vi have gjort for tre år siden,« lyder det resignerende fra Helle Nygaard.

Kommunen vil ikke stille op

Aarhus Kommune ønsker ikke at stille op til interview om kritikken af plejen på Skelager Plejehjem. Plejehjemschef for distrikt Midt-Vest Susanne E. Larsen sender følgende skriftlige kommentar:

»Vi tager naturligvis de pårørendes oplevelser alvorligt. Vi genkender dog ikke kritikken og oplever et godt samarbejde med den pågældende beboer.«

Vi ville ellers gerne have spurgt kommunen til, hvordan de ikke kan genkende kritikken, når vi har set flere mails sendt til forstanderen, hvor kritikken er nævnt, og hvor forstanderen svarer.

Kirsten er et opdigtet navn. Redaktionen har valgt at anonymisere hende, da hun ikke selv medvirker i artiklen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.