Det historiske fartøj, Randers-kaagen ”Hjalmar Ussing”, krydser snart kommunegrænsen og sejler hjem til Randers. Bag den ligger en historisk stafet, der tog sin våde start i Gudenåen i Horsens og har løbet gennem Silkeborg, Viborg og nu Randers Kommune, hvor der afholdes fire arrangementer
Undervejs har børn og voksne staget sig frem på kaagen, som man gjorde i fordums tid, fået unikke oplevelser og hørt en masse gode historier om sejlads på Gudenåen og om den egn, kaagen har passeret. Sejladsen er en del af det fireårige projekt, Levende Kulturspor.
I Randers Kommune disker kultur- og naturformidlere fra Museum Østjylland og Randers Naturcenter op med gode historier og sjove aktiviteter fra 25. – 28. august. Afslutningen på turen med kaagen ”Hjalmar Ussing” markeres med en festlighed på Justesens Plæne.
Først indledes der med aftentur i Langå Egeskov tirsdag 25. august kl. 17. Alle inviteres til at høre om områdets historie.
Herefter er der onsdag 26. august kl. 17 en event, hvor man kan komme med ombord på “Hjalmar Ussing” og få en tur på Gudenå. Kaagen vil få følge af Randers Naturcenters handicapvenlige både, således at kørestolsbrugere også kan komme ud at sejle. Der vil være sejladser hele dagen igennem, og pladserne uddeles efter først-til-mølle-princippet. Herefter er der historisk aftentur i Fladbro Skov 27. august kl. 17.30. Kaagen lægger denne aften til land for natten ved Fladbro Kro. Man går en tur og hører om områdets historie og om, hvordan pramdragerne klarede sig på de lange ture langs Gudenåen. Der fortælles også om Fladbro Kro.
Turen slutter af ved Justesens Plæne fredag eftermiddag 28. august.Randers-kaagen vender hjem efter sit store sommertogt. Interesserede tager imod ”Hjalmer Ussing”, når den ankommer til Justesens Plæne kl. 14. Kulturudvalgsformand i Randers Kommune, Mogens Nyholm, holder tale, og der bliver serveret et lille glas med mundgodt.
Levende Kulturspor er nu slut Levende Kulturspor er et delprojekt under Kulturregion Østjysk Vækstbånd, hvor naturformidlere og museumsfolk fra Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers 2012-15 har formidlet fortællinger om de kulturhistoriske spor i vore nære omgivelser. Projektet er støttet af de fire kommuner og Kulturministeriet. Deltagerne kommer fra Horsens Museum, Naturcenter Skovgård, AQUA, Museum Silkeborg, Naturskolen i Viborg Kommune, Viborg Museum, Randers Naturcenter og Museum Østjylland. Alle arrangementer i forbindelse med sejladsen er gratis og foregår udendørs. Der kan forekomme ventetid på sejlture, da der er begrænsede antal pladser. Pladserne uddeles efter først-til-mølle princippet, og der tages forbehold for udsolgte ture.