En spøgelsesbilist var i aftes skyld i en alvorlig trafikulykke på motorvejen ved Randers.
 
I alt seks personer var involveret i ulykken. En 51-årig kvinde fra Randers har mistet livet.
 
Kvinden blev spøgelsesbilist, da hun ved afkørsel Randers C kørte mod syd i det nordgående spor. Hun nåede ikke langt, før hun frontalt kørte sammen med en anden personbil.
 
Mens den 51-årige kvinde var alene i bilen, sad der to voksne og tre børn alle fra Østbirk i den anden. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade.