I efteråret 2016 kom det frem, at de randrusianske virksomheder, Danish Coffee & Tea ApS og Danish Tool Productions ApS, er to ud af kun fire udvalgte virksomheder i Danmark, der har været en del af et stort landsdækkende program for sociale iværksættere. De to virksomheder har nu været igennem et fire måneders forløb, hvor de er blevet tilbudt professionel sparring i forhold til hver deres vision om blandt andet vækst.
Torsdag 15. december modtog virksomhederne et diplom og kan nu kalde sig socialøkonomiske virksomheder.
 
Har CSR vilje Der er på landsplan større og større fokus på socialøkonomiske virksomheder og virksomheder, der generelt arbejder med fokus på rummelighed.
”Randers Kommune arbejder aktivt og målrettet for at forbedre rammerne for etablering og udvikling af flere succesrige kommercielle socialøkonomiske virksomheder. Dette skal bidrage til at give nye muligheder for virksomhederne og nye jobs til socialt udsatte grupper – til gavn for det enkelte menneske og kommunen”, siger faglig konsulent på Jobcenter Randers, Kjeld Thystrup:
”Og man må sige, det lykkes for os. Flere og flere socialøkonomiske virksomheder dukker op i kommunen, og det, at vi har to virksomheder ud af kun fire udvalgte til Den Sociale Kapitalfonds StartUp program, er bemærkelsesværdigt flot og et tegn på, at virksomhederne i Randers har CSR vilje i hjertet. ”
Hos Jobcenter Randers Erhverv oplever man også, at det er let at få en konstruktiv dialog med virksomhederne omkring CSR. Chef for Jobcenter Randers Erhverv, Tine Arensbach, fortæller:
“Vi mærker en stigende interesse fra de randrusianske virksomheder, når det kommer til at tage socialt ansvar. Virksomhederne er åbne overfor at være en del af et fælles ansvar, når det kommer til borgere, der ikke længere kan placeres i en regulær 37 timers stilling af forskellige årsager.” Danish Coffee & Tea ApS