Klokken 9 blev det første stik med coronavaccination uddelt i Region Midtjylland. Det skete på Plejehjemmet Ankersgade i Aarhus.

Her gav privatpraktiserende læge Ejner Kjær det første stik.

– Det er en rigtig stor dag for os. Det er epokegørende, at man langt om længe kan se en ende på situationen, siger Ejner Kjær til TV2 Østjylland.

Når det er beboere på netop Plejehjemmet Ankersgade, der som de første får vaccinen, så er det fordi smittetrykket i øjeblikket er højere i Aarhus Kommune end i resten af regionens kommuner.

– Jeg tror, alle kan mærke en stor lettelse over, at vi når til et vendepunkt i pandemien – også selvom det endnu er for tidligt at åbne samfundet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Region Midtjylland uddeler søndag cirka 2.000 vaccinedoser.

Foruden plejehjem går vaccinationerne til sundhedspersonale i kommuner i resten af regionen.

Blandt de næste seks kommuner der modtager vacciner de kommende uger er blandt andre Randers og Favrskov.