Kommunal støtte til kultur, men ikke til handel og liv i bymidten: Hvor er logikken?
»Kulturinstitutioner modtager væsentlig kommunal støtte, men det er vigtigt at forstå, at en levende bymidte – især i julesæsonen – spiller en lige så afgørende rolle for byens kulturelle identitet.«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
En levende bymidte er kultur.
Julebelysningen og de aktiviteter, der skaber liv i vores bymidter, fortjener lige så meget opmærksomhed som byens andre kulturinstitutioner som Maltfabrikken, Glasmuseet og Fregatten Jylland.
Disse steder »modtager væsentlig kommunal støtte, men det er vigtigt at forstå, at en levende bymidte – især i julesæsonen – spiller en lige så afgørende rolle for byens kulturelle identitet«.
Julebelysning, juleby og de mange aktiviteter, der skaber liv i gaderne, er en vigtig del af den kultur, som styrker både handel, fællesskab og byens atmosfære.
Mange af de mennesker, der besøger Ebeltoft, kommer ikke kun for vores kulturinstitutioner, museer, men også for byens hyggelige butikker, restauranter og caféer.
Byen uden en levende bymidte er en by uden puls.
Det er de små erhverv, der skaber rammerne for, at byens kulturinstitutioner kan blomstre.
Alligevel modtager vores handelsstandsforening ingen støtte fra kommunen til at skabe og vedligeholde den atmosfære, der tiltrækker borgere og turister.
Kommunerne har et ansvar for at sikre en sund handelsby.
Detailhandlen er blandt de største arbejdsgivere i mange kommuner og byer, herunder Ebeltoft, og midtbyen er byens hjerte.
Derfor bør det ikke kun være de enkelte butikker, der finansierer julebelysningen – det er en fælles opgave for både kommunen, erhvervslivet, ejendomsejere og borgerne.
Julebelysningen tiltrækker folk, skaber stemning og løfter den lokale handel.
Den er med til at give byen en særlig sjæl, der skaber sammenhæng og fællesskab i gaderne.
Hvor er støtten fra de butikker og virksomheder i byen og bymidten, der IKKE er medlemmer af handelsforeningen, men som gerne nyder det kundeflow, som handelsforeningernes aktiviteter skaber?
Hvor er støtten fra bankerne? Ejendomsejerne? Er de ikke interesseret i, at ejendomsværdien opretholdes?
Hvor er støtten fra kommunen?
Desværre ser vi i flere byer, hvordan midtbyernes rolle langsomt forsvinder, hvis de ikke får den nødvendige støtte. Tag Aarhus som eksempel, hvor stjernehimlen over Strøget efter 20 år var tæt på at slukke for altid, fordi butikkerne ikke længere kan bære den økonomiske byrde alene.
Det bør være en advarsel til alle byer, inklusive Ebeltoft.
Hvis vi ikke investerer i vores bymidter, risikerer vi at miste de oplevelser, der gør byerne tiltrækkende for både os selv og vores gæster – ikke kun til jul, men hele året rundt.
De mange storcentre og nethandel er for store kapitalkæder og travle familier, der ikke ser charmen i at nyde solen og julen på Adelgade om sommeren, eller pakke sig godt ind om vinteren og gå fra butik til butik.
De kommer til at vinde over vores midtbyer, hvis vi ikke arbejder rigtigt med byen.
Hvis ikke små og store tiltag bakkes op af interessegrupper, inklusive kommunen, så falmer midtbyerne langsomt, mister puls, og byen bliver uinteressant.
Handelsstandsforeningen og Rotary kæmper en brav kamp for at bevare og udvikle julebyen i Ebeltoft, men de kan ikke løfte opgaven alene.
Der er brug for fælles opbakning og en langsigtet løsning.
Det er kun, hvis vi står sammen, at vi kan bevare Ebeltoft som en levende og attraktiv bymidte.
Jeg foreslog tidligere i år ideen om at skabe en juleby, der tager inspiration fra Æblefestivalens samarbejde mellem frivillige, erhvervslivet og foreninger.
Med julelys, markeder og events kunne vi skabe en unik juleoplevelse, der vil tiltrække både lokale og turister og støtte vores lokale butikker i vintermånederne.
Jeg opfordrer alle til at støtte Handelsstandsforeningens indsats for at sikre julebelysningen ved at sende et bidrag til foreningens indsamling på Mobilepay 760506.
Hvis vi handler nu, kan vi sikre, at Ebeltoft forbliver en levende og attraktiv by – ikke kun til jul, men hele året rundt.
Lad os ikke ende som Aarhus, hvor lyset var i fare for at blive slukket og bymidten miste sin glans.
Julebelysningen er ikke bare en ekstra udgift, men en del af byens sjæl og en uundværlig del af vores fællesskab og oplevelser.
Tak for støtten – og husk at handle lokalt.