Fiskehandleren hedder Bent Telling og er allerede kendt for sin gårdbutik ved Gjerlev. Her har han slået sig op på smagsoplevelser. I gårdbutikken kan man i forvejen finde en god gammeldags slagterbutik med hjemmelavede spegepølser med eksempelvis chili, fersk og røget fisk samt ost og kød. ”Vi har hørt fra rigtig mange kunder i Randers, som længe har ønsket, at jeg kom ind til byen. Fint, tænkte jeg, vi laver en fiskeforretning på havnen. Det er jo ikke alle, der har bil og kan komme til Gjerlev,” siger en glad Bent Telling, som allerede i sidste uge slog dørene op for salg – og har åbent hele Randers Ugen. Han assisteres af sin søn Nikolaj Telling, og begge ansigter vil således være dem, kunderne møder.I sin nye butik på havnen i Randers tilbyder Bent Telling fra start et stort udvalg af årstidens fisk, friske, røgede fisk samt alle sine pølsespecialiteter fra gårdbutikken i Gjerlev. Altså rykker en bid af gårdbutikken ind i Randers.De specielle pølser er wiener- og knækpølser, frankfurtere samt en sværm af spegepølser. Alt er hjemmelavet.Den nye butik med Telling ved roret har åbent tirsdag til fredag. Men, vær opmærksom på, at den officielle åbning løber af stabelen i uge 34, hvor butikken lover at sende priserne til tælling med fabelagtige åbningstilbud torsdag og fredag.