Det bliver som planlagt Danmarks første og største offentlig-private partnerskab, OPP, inden for kultur- og fritidsområdet. Aftalen indeholder opførelse af et 6.700 kvm. svømmeland med både 50 meterbassin til konkurrencesvømmere og motionister, et separat morskabsområde med to vandrutsjebaner og andre legeredskaber, varmtvandsbassin til genoptræning, stort wellnessområde og udendørs gårdhave med spabade, sauna, og direkte adgang fra svømmebadet. Der vil i hele projektet være fokus på optimale forhold for handicappede. Arbejdernes Landsbank og LR-kredit investerer sammen de 214 millioner, som svømmebadet koster at opføre. Og banken stiller desuden en bankgaranti under byggeperioden.