Når Randers FC i dag spiller den sidste superligakamp inden vinterpausen, så er der lagt op til en festlig sæsonafslutning. I forbindelse med kampen tager borgmester Henning Jensen-Nyhuus det første spadestik til byggeriet af den nye Nordtribune sammen med formand for investorgruppen Nordtribune ApS Jan Hørby og fankoordinator Brian Sørensen. Klubben kårer Årets Spiller 2012, og så er der lagt op til afsløring af Randers FCs nye spillertøj fra firmaet Warrior. Til de 500 første fremmødte er der gratis glögg og æbleskiver, ligesom der vil være juemandsbrydning og andre aktiviteter i pausen af eftermiddagens kamp mellem Randers FC og Esbjerg. Kampen fløjtes i gang kl. 16, og skulle man være forhindret i at deltage i sæsonafslutningen på AutoC Park Randers, ja så kan kampen naturligvis følges direkte på Radio Alfa.