Kort før klokken et i nat gik alarmen i Danmarksparken ved Randers Regnskov. Inden for et minut var en vægter på stedet, og her traf han en ung mand, der hævdede, at der var brand inde i bygningen. Det viste sig hurtigt, at der ikke var nogen brand. Derimod var der brudt ind i bygningen, og der var lavet en del hærværk. Da manden så sig afsløret gik han amok og gjorde udfald mod vægteren. Herefter forsøgte han at stikke af i en bil, men en tilkaldt politipatrulje afskar ham vejen, hvorefter han forsøgte at stikke af til fods. Han blev dog løbet ind, og anholdt. Der er tale om en 28-årig mand fra Randers.