Region Midtjylland udvider rådgivningen til nybagte forældre. Fremover vil Sundhedsplejens Telefonvagter kunne træffes alle ugens dage i tidsrummet fra kl. 17 – 19. Den fem år gamle hotline til regionens sundhedsplejersker har hidtil kun været åben i weekender og på helligdage. Men fra på mandag 1. april gælder det altså alle ugens dage fra 17 – 19. Det er resultatet af en beslutning, som Region Midtjylland og alle kommuner i regionen netop har aftalt. Dermed er det sikret, at alle nybagte forældre dagligt kan få eksperternes råd, hvis der skulle opstå en vanskelig situation, som de ikke kan håndtere.