Reduktionerne i dagplejen i Favrskov Kommune ender nu i Byrådet. Det er Venstres byrådsgruppe der på byrådsmødet i dag vil have en drøftelse af, hvordan de reduktioner, der har været i dagplejen, senest i Skjød, harmonerer med kommunes “Landsbypolitik”. Partiet vil have en drøftelse af, hvordan det sikres at dagplejerne i landsbyerne kan bibeholdes. Og skulle et flertal af byrådet mene, at der ikke er sammenhæng mellem kapacitetstilpasninger i dagplejen og “Landsbypolitikken”, så foreslår Venstre at politikken ændres. Af ændringen skal det tydeligt fremgå, at byrådet ikke vil tilstræbe at der er børnepasningsmuligheder i nærområdet for børn i førskolealderen.