På lørdag kommer hele Randers Midtby på to hjul, når en lang række butikker giver procenter til alle, der cykler på indkøb. Samme dag skydes det internationale cykelløb Randers Bike Week i gang, og Randers Cityforening forventer derfor masser af cykelshoppende kunder. For at få rabat i butikkerne skal cyklister have et cykelpas. Det henter de ved Randers Cykelbys ambassadører, der står klar med cykelpas til alle, der har pumpet dækkene og er cyklet til byen. Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby mener, at eventen er en oplagt mulighed for randrusianske cyklister til at afprøve cykelringen rundt om Randers Midtby og de mange cykelparkeringspladser, der gør det nemt at stille cyklen fra sig.