På mandag rykker maskinerne ind i Søndergade i Hadsten for at forskønne midtbyens butiksgade. Går alt som planlagt, kan blandt andet borgere, beboere, butiksejere og kunder i løbet af efteråret nyde en nyrenoveret gade med ny belægning, betonfliser i forbandt med granit, nye træer, bænke og ny belysning. Søndergade er efter renoveringen fortsat en såkaldt sivegade – en gågade med tilladt biltrafik. Fremover er der i alt 12 parkeringspladser i østsiden af gaden, og på begge sider af vejen plantes træer, som skaber et sammenhængende udtryk i byrummet. Et aktivitetsudvalg nedsat af Søndergades butiksejere har planlagt en lang række aktiviteter, der skal få kunderne til at kigge forbi, mens arbejdet står på.