Per Fløng er forhenværende vært på TV2 Vejret, og han besøger nu Randers Naturcenter, hvor han vil indvi interesserede gæster i, hvordan man kan give et godt bud på morgendagens vejr. Han har desuden lovet at underholde med et par sjove historier om episoder, hvor vejret udviste stor ligegyldighed over for hans forudsigelser
 
”Vejret er noget, der interesserer og optager de fleste, og det betyder rigtig meget for vores energi og lyst til at være i naturen,” siger naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm, som derfor har inviteret forhenværende vejrvært, Per Fløng, til at holde et foredrag på Randers Naturcenter om vejrforudsigelser.
Per Fløng er uddannet biolog, og indtil 2010 arbejdede han på TV2 med at give danskerne sit bedste bud på, hvordan vejret ville arte sig i nærmeste fremtid.
Arrangementet foregår tirsdag 6. oktober kl. 19.00 – 21.00 på Randers Naturcenter. Deltagelse er gratis, og naturcenteret byder på tordenkaffe, lyn-te og romkulinger undervejs.
 
Vejret og naturen
Når Per Fløng besøger Randers Naturcenter, vil han fortælle, hvordan man bruger prognosemodeller, radar, satellitfotos og meget mere til at komme med et bud på en pålidelig vejrudsigt. Han lover, at man efter foredraget har fået en indsigt, så man selv kan gå hjem og lege med at forudsige vejret.
”Det er dog svært at give helt præcise vejrudsigter, som for eksempel ’det kommer til at regne i Randers på onsdag kl. 10.17’ – det er lettere at forudsige den generelle vejrsituation i et område,” fortæller Per Fløng.
Han vil også komme ind på, hvordan man ved at observere den nære natur og dens fænomener kan spå om morgendagens vejr.
”Man kan ikke forudsige vejret ud fra, hvordan svalerne flyver, men der er andre ting, der giver et godt praj om vejret. For eksempel vil skyfrit vejr i vinterhalvåret efter regn ofte give tåge, og kraftige vindstød giver ofte regn indenfor 10 minutter,” afslører Per Fløng.