Trine Rathlau Kristensen fra Randers var bedst af alle ved DM i bikinifitness
 
 
Nu 27-årige Trine Rathlau Kristensen, i det daglige butikschef i Skoringen på Østervold i Randers og sammen med kæresten Christoffer Haacks-Hansen bosiddende i Randers, blev kåret som den bedste kvinde af alle ved DM i bikinifitness, hvor hun desuden også – selvfølgelig – vandt klassen for deltagere indtil 160 cm.
Dermed nåede Trine mere end det mål, hun satte sig efter andenpladsen ved DM i 2014 – hendes første DM-start i en forrygende og hurtig karriere, der startede, da Trine stillede op for første gang overhovedet og vandt begyndernes Newcomers Cup i 2014.
”Nej, jeg følte ikke, sølvmedaljer var nok,” siger Trine, der ved DM i år var helt suveræn og ikke lod dommerne være i tvivl om, hvor førstepladsen skulle placeres. For at understrege Trines suverænitet blot dette: Der poseres med front, side og ryg til dommerne, der derefter skal give point.
”Og så handler det om at få færrest point,” fortæller Trine, der i indledende runde fik ni point, mens nærmeste konkurrent fik 15 og 20, mens nogle fik 69 og 61.
I finalerunden var der slet, slet ingen tvivl.
Syv point til Trine mod 16 og 25 til nr. to og tre.
Inden det gik løs med bikini-fitnesskonkurrencer og medaljer, havde Trine længe dyrket forskellige former for fitness og længe været fascineret af en flot og veltrænet krop.
Bikinifitness havde tidligere rumsteret i hovedet på hende, og nu er hun ellers kommet godt i gang, idet karrieren, der ikke har været lang, allerede også omfatter en andenplads ved de nordiske mesterskaber i Finland og en andenplads i Norway Open.
Placeringer, Trine til fulde accepterer.
Selv om det kun blev til sølv…
”Det var helt i orden. Vinderne begge steder var bedre end mig.…”
 
Nej tak til VM
 
Efter DM-succes‘en i denne måned blev Trine udtaget til og tilbudt deltagelse i VM i Budapest i næste måned.
Men VM bliver uden Trine.
”Jeg har takket nej. Der er andre ting her i livet,” smiler Trine og nævner så kæresten Christoffer.
Men Trine har ikke opgivet internationalt.
”Målet lige nu er deltagelse ved EM i Spanien næste år. Mine muligheder der? Ved det ikke, men jeg tager det, som det kommer. Man kan altid gøre sit bedste – og gør man det, kan man ikke gøre mere. EM tager jeg, som det kommer. Det vigtigste af alt er, at det skal være sjovt. Og jeg føler virkelig, det er sjovt lige nu, men til et EM afhænger meget jo også af, hvad dommerne vil se,” siger Trine og forklarer så meningen med den udtalelse.
”Det kan være så forskelligt med dommerne. Nogle vil gerne se bløde bikiniformer, men andre måske foretrækker at se stærke muskuløse kvinder,” siger Trine, ved DM vejede 49 kg. fordelt på mindre end 160 cm.
”Men normalvægten er 54 kg, ”fortæller Trine, der træner fire gange om ugen og ikke kalder det usundt at leve og træner, som hun gør.
”Jeg får lavet kostprogrammer, så der er kontrol over det hele,” påpeger Trine, der er konkurrencemenneske.
”Når man har gang i noget, skal man gøre det ordentligt. Man skal sætte sig mål. Og udfordre sig selv. Man skal give sig tid og gøre det 100 procent, og så er det en stor tilfredsstillelse at nå målet,” siger den suveræne danske bikinifitness-mester, der ikke ved, hvad fremtiden bringer eller omfanget af fitnesskonkurrencerne.
For der er andre ting i livet…
”Og jeg vil også gerne have børn engang…”