Randers FC-hovedsponsorer inviterer til kampen mod FC Nordsjælland I samarbejde med hovedsponsorerne Sparekassen Kronjylland og Verdo inviterer Randers FC til gratis kamp lørdag 28. november kl. 16.00 på BioNutria Park Randers, når FC Nordsjælland kommer på besøg. I forbindelse med 4-1-sejren over AGF blev det i sejrsrusen annonceret, at efterårssæsonens sidste hjemmekamp i ligaen mod FC Nordsjælland bliver en gratis én af slagsen. ”Vi er utroligt glade for, at det med et samarbejde med vore to hovedsponsorer kan lade sig gøre at lave en gratis kamp. Vi håber, det kan være med til at få en masse mennesker på BioNutria Park Randers. Måske også nye fans, som vi så forhåbentlig ser igen til foråret, når sæsonen genoptages,” siger Randers FC’s administrerende direktør Hans-Peter Rasmussen. De to hold mødtes sidst i sæsonpremieren i slutningen af juli, hvor Randers FC’s svenske angriber Viktor Lundberg scorede alle tre mål i Randers FC-sejren på 3-0. Dengang var stadion sommerferieramt, og der var derfor kun 3.389 tilskuere på stadion.
Det tal håber Randers FC at gøre betydeligt større den 28. november. ”Vi har en god, tro kerne af tilhængere, som vi er rigtig glade for. Men vi vil gerne have Randers FC-familien til at vokse sig endnu større. Det håber vi så, den gør i forbindelse med kampen mod FC Nordsjælland. Det giver i hvert fald alle, der interesserer sig for Randers FC, mulighed for at komme på stadion,” lyder det fra Hans-Peter Rasmussen. FC Nordsjælland blev i mange år betragtet som Randers FC’s onde ånd, der altid voldte problemer – flere gange med store sejre. På det seneste har Randers FC dog haft overtaget. De seneste tre indbyrdes opgør er alle vundet med en samlet målscore på 8-0m og den statistik skulle meget gerne fortsætte i samme dur 28. november, hvor dørene åbnes kl. 15.00 – en time før kampstart. Sæsonkortholdere har stadig deres pladser på Sparekassen Kronjylland Tribunen Øvre. Hvis man som ikke-sæsonkortholder ønsker at sidde på en af de ledige pladser på denne tribune, kan man hente en billet ved Indgang B før kampen.