Der er ingen grund til at holde sig tilbage, når det gælder indstillinger af kandidater til de eftertragtede priser, der uddeles ved sportsfejring 2015.
“Vi ved, der i alle kommunens foreninger – store som små – findes dem, der lige gør en ekstra indsats. En indsats, der gør dem fortjent til at blive indstillet til priserne ved årets store sportsfest. Desværre har der seneste år været en tendens til, at foreningerne holder sig tilbage. Sådan bør det ikke være, hvorfor jeg kun kan opfordre alle til at komme ud af busken. Tænk hvilket skulderklap, hvilken anerkendelse, det er at blive indstillet,”  siger Randers Kommunes elitechef Morten Arvidsson. Det er i særdeleshed indstillingerne til de priser, Folkeoplysningsudvalget og SIKR uddeler, at mange foreninger har været alt for tilbageholdende. Således oplevede man på Randers-sportens store festaften tidligere på året, at der – i en kategori – blot var én enkelt nominering. “Jeg ved ikke, hvorfor mange foreninger holder sig tilbage. Måske skyldes det beskedenhed, men der er absolut ingen grund til at være beskeden. Tværtimod bør foreninger være stolte af de ledere, der gør en forskel, siger elitechefen.  ”For os er det vigtigt, at Folkeoplysningsudvalget og SIKR får mange kandidater at vælge imellem, inden de beslutter sig for, hvem der skal nomineres og hvem der – i sidste ende – er prismodtagere,” siger Arvidsson.  Sidste frist 7. december Sportsfejring 2015 finder sted lørdag 30. januar, men indstillingerne skal være afleveret senest 7. december. Læs alt om, hvordan man sender sine indstillinger på Randers Kommunes nye hjemmeside. Søg under foreninger og eliteidræt.
SIKR uddeler Talentpris, Rejselegat, Klubpokal og Ungdomspokal. Her kan kun foreninger, der er medlem af SIKR, komme med forslag, og der skal udfyldes et skema.
Folkeoplysningsudvalget står for priserne “Årets leder” og “Initiativprisen”. Her kræves ikke, at man udfylder et skema. Man skriver blot fra hjertet.