Mens randrusianerne mandag 28. december har travlt med at bytte gaver og hygge sig sammen med familien, er dagen for Randers Brandvæsen kendt som store fyrværkeridag. Det er nemlig i dag, at den årlige sikkerhedskontrol af fyrværkerisalget i Randers Kommune går i gang.
”Det kan være en alvorlig sag, hvis fyrværkeri ikke er opbevaret sikkert og tørt. For at forebygge ulykker og personskader er salgsstederne underlagt en række regler for, hvordan de skal håndtere nytårskrudtet,” fortæller Niels Henrik Nielsen, beredskabsinspektør hos Randers Brandvæsen. Han fortsætter:
”I de senere år har sikkerheden omkring salgsstederne i Randers været god og stort set alle har overholdt reglerne. Salget af fyrværkeri har reelt været i gang siden den 15. december, men det er stadig vigtigt, at vi her mellem jul og nytår kommer ud og kontrollerer virksomhederne. Det er nemlig først de sidste 3-4 dage af måneden, hvor hovedparten af fyrværkeriet sælges.”
 
Køb ikke ved ulovlige forhandlere
Det er dog ikke alle salgssteder, som Randers Brandvæsen kan kontrollere. Hvert år er der private, der vælger at sælge ulovligt og personfarligt fyrværkeri til deres medborgere. Konsekvenserne ved at købe de farlige kanonslag og bomber kan være voldsomme og direkte livsfarlige.
”Det er vigtigt, at borgerne holder sig fra at købe ulovligt fyrværkeri, da sikkerheden omkring det og kraften bag ikke er kontrolleret. Desværre ser vi hvert år personer, der kommer alvorligt til skade og pårørende, der får ødelagt deres liv som følge af ulovligt fyrværkeri,” fortæller Niels Henrik Nielsen.