Igen i år varer julen længere på Randers Havn. På Randers Havns afleveringsplads samt på genbrugsstationerne i Randers, Langå, Øster Tørslev og Asferg vil der igen i år være mulighed for indlevering af årets juletræer, hvor genbruget af træerne er en gevinst for miljøet og for havnen
 
Når den sidste salme er sunget og den sidste pakke åbnet, melder problemet sig med bortskaffelse af årets juletræ. For nok hedder det sig, at julen varer lige til påske – men inde i stuen falmer glansen af træet i takt med, at pynt og nåle rasler af. Men på Randers Havn kommer træerne atter til ære og nytte som faskiner langs Randers Fjord.
Faskiner er sammenbundtede grantræer, som er med til at holde brinkerne på plads og mindske vandets tilbageslag. Der er faskiner hele vejen ud gennem Randers Fjord, og det er her, de brugte juletræer kan komme til sin ret, og med et forbrug af cirka 4000 faskiner årligt, til vedligeholdelse af fjordstrækningen på 27 km, er der stort behov for træer.
“Vi regner med, at der går fire-seks træer på en ”juletræsfaskin”, så vi har ingen begrænsninger på hvor mange træer, vi kan modtage”, lyder det fra Randers Havn.
 
Miljøet – den store vinder
Normalt bliver træerne hentet i nedlagte plantager, men med hjælp fra lokalbefolkningen er det ikke kun havnen, der får gavn af juletræs-genbruget. – Den store vinder bliver miljøet – man sparer mange timers drift af store skovmaskiner og lastbiler, og derudover er det et fantastisk ”materiale” som tilflugtssteder for fjordens fiskeyngel.