På gårsdagens retsmøde i den store pædofilisag ved retten i Randers, blev en mentalundersøgelse af den tiltalte 48-årige mand fremlagt. I mentalundersøgelsen, der er foretaget af Aalborg Universitetshospital, fremgår det, at manden har nedsat dømmekraft, at han hverken føler skyld eller skam, og at han mangler empati for de børn, han angiveligt har forgrebet sig på. På baggrund af blandt andet mentalundersøgelsen vil anklageren kræve manden idømt en forvaringsstraf på ubestemt tid.