Spentrup-knægten Michael Gravgaard skal larme og sparke døre ind
 
Da han forlod en tæt på synkende og konkurstruet Randers Freja FC-skude i sommeren 2002, troede den da 24-årige Michael Gravgaard med Spentrup-rødder ikke på snakken om topfodbold i Randers.
Randers Freja FC var da truet af konkurs, og så skiftede Gravgaard til Viborg FF og røg senere til FC København og derfra til både Frankrig og Tyskland.
I sidste uge vendte Gravgaard sensationelt hjem til det, han selv kalder hjerteklubben.
Gravgaard, der var Randers FC’s klare førstevalg og ønske-direktør, forlader chefjob og pladsen i tv-studiet hos Discovery for i stedet pr. 1. februar at sætte sig i den Randers FC-direktørstol, Hans-Peter Rasmussen nåede at sidde i knap 14 måneder efter at have afløst Jacob Nielsen.
Nu kommer Gravgaard. Og så skal der ske noget.
Det skal lige bemærkes, at Gravgaard også fik job-tilbuddet, da Jacob Nielsen sagde stop, men da sagde Gravgaard, der blev taktfast klappet ind under præsentationen i sidste uge, pænt nej tak.
I andet forsøg lykkedes det Randers FC at hale ham i land.
Han er – fremragende spottet – udset til ikke blot at kunne åbne, men endda sparke døre ind.
Her er et kendt ansigt, folk kan forholde sig til.
Han skal sælge varen, og salgschef Kathrine Fisker glæder sig utvivlsomt over den forsinkede julegave. Med Gravgaard ved sin side får hun vist lettere ved at overtale potentielle kunder om fornuften af samarbejde.
 
Stiller store krav
 
Gravgaard stillede store krav indenfor kridtstregerne, hvor han udviklede sig enormt. Som han selv åbent og ærligt erkender, var han aldrig den store tekniker, der kunne tage mange ”på foden”, og det var ikke verdens bedste og mest nøjagtige indlæg og afleveringer, der kom fra hans støvler.
Så langt fra.
Men han ville det.  Og var klar til at arbejde for det, og med en utrolig vilje drev han det langt og nåede sin karrieres højdepunkt i FC København, inden udlandet kaldte.
Vær sikker på, der bliver stillet store krav fra den nye direktør.
Vær sikker på, at han selv går i spidsen.
Vær sikker på, at hans medarbejdere får lov at knokle, men også bliver lyttet til og talt med.
Og vær sikker på, at Gravgaard vil gøre alt for at få sin trup til at spille sammen. En stærk trup med bl.a. stærke folk som den særdeles alsidige ”blæksprutte” Jesper Hansen samt økonomidirektør Henrik Jørgensen.
»Jeg vil selv hver arbejdsdag møde tidligt og gå sent. Det samme forventer jeg af den resterende del af medarbejderne,” er Gravgaard citeret for i de adskillige artikler, det er blevet til efter hans jobskifte til Randers FC.
 
Hurtig aftale
 
Randers FC-bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen fik juleaftensdag kl. 15.20 Ole Nielsen på krogen som sportschef i stedet for Peter PC Christiansen. Derefter – tredje juledag – fangede Lynge så Gravgaard på telefonen hos Michaels forældre i Spentrup, og så gik det stærkt.
To-tre dage var de – iflg. Svend Lynge Jørgensen – om at blive enige om samarbejde, og så kunne samme Lynge og Randers FC 29. december udsende pressemeddelelsen om det afbrudte samarbejde med Hans-Peter Rasmussen.
Gravgaard var klar, da han havde snakket med Lynge.
»Siden mit fodboldstop i 2011 har jeg haft en drøm om at være med til at lede en fodboldklub fra den øverste hylde. Så da telefonen ringede, og det var min hjerteklub i den anden ende, var jeg slet ikke i tvivl,« sagde Gravgaard, da han blev præsenteret i Randers FC, som han har fulgt intenst siden afrejsen fra Randers i sommeren 2002.
Han er imponeret over resultaterne og mener, Randers FC har overpræsteret – men mener, Randers FC har muligheder for at gøre sig yderligere positivt bemærket på det danske fodboldlandkort. Det skal bl.a. ske via nytænkning og hårdt arbejde.
Gravgaard er klar til at bidrage med begge dele.
 
 
Musik og fest i gaden
 
Som direktør skal han tegne klubben udadtil og åbne døre og sælge billetter.
Og sørge for, at Randers FC mere end nu bliver eksponeret i medierne.
Det må godt ske med musik og lidt fest i gaden.
”Man siger, at den, der lever stille, lever godt. Det gælder bare ikke i en fodboldklub. Der må gerne være noget larm. Vi må gerne slå lidt ud med armene og sige: Kom til Randers og se, hvor fantastisk her er. Kom og se vores fantastiske fodboldhold”!
Lød det fra Gravgaard ved præsentationen i Randers, hvor også Svend Lynge Jørgensen, sportschef Ole Nielsen, der – som Gravgaard fastslog – bestemmer over det sportslige og anfører Christian Keller deltog.
Gravgaard og Keller er private venner og spillede sammen i Viborg 2002-2005. Og det skal også med i historien, at det var Gravgaard, der i foråret/sommeren 2011 foreslog Randers FC at tegne kontrakt med Keller, da Randers FC i sæson 2011-2012 skulle forsøge at vende tilbage til ligaen. Da tog Keller allerede dengang styrmands- og kaptajnskasketten på. Og det har han med succes gjort mange gange siden.
Det var slet ingen dårlig idé fra Gravgaard.
Og den nye administrerende direktør i Randers FC siger, han har mange flere. Dem afventer man så i spænding.