Der er præmier på spil. Gør som Grethe Vestergaard fra Paderup, der vandt Randers Dysten 2023. Vi forlænger fristen til 4. februar.

Her kan du se Grethe Vestergaard fra Paderup.

Hun gættede rigtigt på flest af Randers Dystens spørgsmål om begivenheder i 2023 og vandt dermed et Randers City-gavekort på 1.000 kroner.

»Det er jeg glad for. De skal bruges på et weekendophold sammen med en veninde,« afslører hun, da vi er smuttet forbi rækkehuset i Paderup for at overrække præmien.

Den livsfriske pensionist følger livligt med i Hornbæk-kvindernes håndboldkampe og så meget andet, der foregår i Randers-forstaden, som hun altid har haft et tæt forhold til, selvom hun i de fleste voksne år boede tæt på Randers midtby.

»Jeg er vild med Randers FC og håndbold, så det med sport fik et ’ja’,« afslører Grethe Vestergaard om sin vinderkupon.

Nu er hun flyttet til Paderup for et par år siden. Og det nyder hun i den grad.

DELTAG I RANDERS DYSTEN 24 HER

Siddende der i køkkenet kan hun følge med i livet lige uden for køkkenvinduet, og seniorlivet er bare bedre i Paderup. Søsteren bor kun et par rækker huse væk.

»Jeg er jo dårligt gående, så jeg skulle jo undgå alle de trapper,« fortæller hun, mens hun stolt viser rundt i det lille rækkehus på godt 60 kvadratmeter.

Hun har alt det, man behøver som pensionist. Køkken, stue, toilet og et soveværelse. Og ikke mindst en lille have og et køkkenvindue med udsigt til alle de forbipasserende.

»Jeg vil sige, at jeg har det godt. Her er dejligt at være, og vi kommer hinanden ved herude. Det havde jeg aldrig troet, da jeg boede inde i byen,« lyder det.

Og måske er det hemmeligheden bag hendes succes som den bedste gætter i Randers Dysten. Måske er det overskuddet hun får fra alle bekendtskaberne i nabolaget eller veninderne, som mødes fast en gang om måneden til kaffe og rundstykker – og snak.

For hun gættede 12 ud af 14 begivenheder rigtigt og vandt dermed Randers City-gavekortet på 1.000 kroner. Hemmeligheden var at kigge på hvert spørgsmål og vurdere, hvor realistisk det kunne være, lyder det fra Grethe Vestergaard.

Dysten fortsætter i 2024

I 2024 er det igen et gavekort på 1.000 kroner, der er hovedpræmien, mens du også kan vinde over yderligere fire omgange, hvis du gætter kvartal-spørgsmålene rigtigt.

I år er der dog en ting, der er anderledes. For vi har skåret de 14 spørgsmål ned til 12.

Derudover så har virkeligheden allerede indhentet et af spørgsmålene. Så nu er der et sikkert ’ja’ ved spørgsmål 11: ’Forlader minimum et medlem af Randers Byråd sit politiske parti i 2024?’

For allerede inden januar rinder ud, er det kommet frem, at byrødderne Bo Ratz og Lars Axel Nielsen har forladt Nye Borgerlige. De har fortalt, at de snart vil offentliggøre, hvilket parti de skifter til, og i skrivende stund er de løsgængere.

Og så forlænger vi tilmed fristen for besvarelser en smule. Helt frem til søndag 4. februar.

DELTAG I RANDERS DYSTEN 24 HER