En protest mod deres egne kommer nu fra Socialdemokraterne i Langå og Omegn. De tager afstand fra den højredrejning på flygtningeområdet, som de mener, foregår i Socialdemokraternes partiledelse, og efterlyser en mere medmenneskelig politik. Protesten, der er underskrevet af alle partimedlemmer i Langå og omegn, bliver sendt videre til partiforeningen, oplyser DR Østjylland. På generalforsamlingen hos Socialdemokraterne Langå og Omegn tog to personer, skridtet videre og meldte sig ud af partiet. De havde ellers begge været medlemmer i mere end 50 år.