Til Randers Naturcenters forårsarrangement er der muligheder for både voksne og børn. Man kan tage sin familie med til en hyggelig dag, hvor der er rig mulighed for at være kreativ og aktiv.
”Det handler om, at folk kommer udenfor i naturen og lærer om både planter og dyr, og så handler det også om samvær med familien,” fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.
Det årlige forårsarrangement hos Randers Naturcenter finder sted lørdag 16. april klokken 10-14. Deltagelse i arrangementet er gratis, dog koster dog et mindre beløb at fremstille en fuglekasse og man skal betale for kaffe/te og lagkage.
 
Forårshygge for hele familien
Fuglene er ved at tage hul på den nye ynglesæson, og hvis man gerne vil hjælpe dem godt på vej, kan man lave sin egen fuglekasse på Randers Naturcenter.
Naturcenterets medarbejdere fremviser mange forskellige former for fuglekasser, og man kan få instruktion i at bygge de fleste. Til de mest populære typer er der store skærekasser, så det går som en leg at udskære træ i de rigtige mål.
Børnene kan også hygge sig med at fiske efter smådyr i vandet.
”Børn elsker at fiske i naturcenterets sø. Krible-krable-oplevelser for børnene har tidligere vist sig at være en succes,” siger Helle-Marie Taastrøm.
Randers Naturcenter udlåner blandt andet fiskenet og undersøgelsesglas. Det gør fiskeoplevelsen spændende for børn i alle aldre, da de får muligheden for at komme tættere på deres fangster.
En rask gåtur i det fri
Naturcenterets medarbejdere har kortlagt tre ruter i området omkring centeret. Man kan gå i Gudenåparken, i Vorup Enge eller man kan gå en rute, der går gennem begge områder. Ruterne er på hhv. 1,2 km, 3,5 km og 7,1 km. Til alle tre ruter er der ’ekspeditionsopgaver’, som man kan løse undervejs. Man er velkommen til at tage sin egen madkurv med og nyde sin frokost i det fri.
”Man skaber minder med familien, og det er typisk naturoplevelser, man kan huske, når man bliver ældre,” fortæller Helle-Marie Taastrøm.
Hvis man har gået en rask tur, er det rart at afslutte oplevelsen med et stykke traditionel forårslagkage, som man kan købe i naturcenterets café inkl. te eller kaffe. Anledningen kan også være at fejre Dronningens 75-års-fødselsdag, som falder sammen med forårsarrangementet.
Hele arrangementet foregår udendørs.