Randers KFUM klar til serie 3 efter sommerferien
 
For to år siden søsatte Randers KFUM-fodboldformanden Søren Frank et projekt ”Randers KFUM ser fremad.” Det skulle på to år vende en synkende KFUM-skude og sejle tilbage til serie 4 i løbet af 2016.
Nu skriver vi 2016, og efter sommerferien er KFUM klar til at spille med i serie 3 – altså et halvt år før tid.
”Nej, det havde jeg ikke regnet med,” siger Søren Frank nu, da oprykningen er en realitet.
For to år siden tog man skeen i den anden hånd på Langvang.
Formanden mente, at der skulle ske noget og, at man ikke blot skulle stille sig tilfreds med en tilværelse i serie 5.
Gennem forhandlinger i fodboldbestyrelsen fik han ja til en plan om at revolutionere kontingentreglerne.
”Vi skulle ganske enkelt være billigst,” siger Søren Frank.
”Billigst i forhold til de klubber, vi sammenligner os med og i en sådan grad, at vi måske kunne tiltrække nye spillere til klubben,” siger Frank, der derefter skulle finde en træner. Og det skulle være en speciel en af slagsen..
”Det skulle være en cheftræner, der kunne få os på vejen mod de højere serier. Med to oprykninger på bare halvanden sæson må man sige, at cheftræner Jan Iversen til fulde har levet op til klubbens forventninger til ham og mere til,” siger Søren Frank om den garvede træner Iversen, der har trænet mange steder i lokalområdet.
“Det er noget af det største, jeg har oplevet. 14 kampe, 11 sejre og tre uafgjorte kampe. Det er stort,” sagde Jan Iversen med tårer i øjnene efter en fortjent lufttur af spillerne, da oprykningen var i hus.
Utrolig moral
Sportschef Lars Frank Nielsen var også en glad mand.
”Det er fantastisk at følge disse gutter. De gamle og unge skaber et godt og sikkert hold. Det har ikke været lige kønt hver gang, men i modgang har holdet vist en utrolig moral,” siger Lars Frank, der i lighed med brormand Søren er spændt på fremtiden. ”Vi har et fantastisk set up omkring seniorgruppen. Til vore seniorhold har vi en trup på omkring otte trænere og ledere. Det har givet en rolig trup, der har vist, at alle var der for hinanden,” siger Søren Frank, der også kan glæde sig over, at succesen har smittet af på andetholdet.
”Oprykningen til serie 3 er ikke kun for vores førstehold, men også de spillere, der presser på fra andetholdet. Trænerne på andetholdet har skabt et virkelig godtspillende hold, så spillerne på førsteholdet har hele tiden vidst, at de skulle yde deres bedste hver gang,” siger Søren Frank om det, de på Langvang kalder ”Den gode historie.”
Den historie har flere afsnit.
”Den fortsætter efter ferien. Vi træner sommeren igennem og har allerede set enkelte nye ansigter. Nu hedder det serie 3, og vi skal få armene ned og tage det seriøst. Der bliver lagt ekstra på træningsmæssigt, og jeg er sikker på, at trænerteamet med Jan Iversen i spidsen er klar, når det igen går løs,” siger Søren Frank, der også har foreningssucces på anden vis.
Nemlig med handicap- og flygtningefodbold.
I foråret 2015 indførte Randers KFUM fodbold for handicappede.
”Fra starten har det været en kæmpe succes. Disse unges positive tilgang til sporten er en inspiration for alle,” siger Søren Frank, der i forårssæsonen i år tilføjede endnu et kapitel til “Den gode historie”.
Gennem et fint samarbejde med Familiehuset i Randers har man budt velkommen til Flygtningefodsbold.
”P.t. er der ca. 25 spillere, og der er omtrent det samme antal på vej, så det er endnu en solstrålehistorie,” lyder det fra KFUM-fodboldformanden.