Niels Korfitz Mortensen skal repræsentere Danmark ved PL, der afvikles i Rio fra 7.-18. september. Udtagelsen kommer lige i kølvandet på EM, hvor Niels svømmede sig til tre medaljer.
Hør interview med Niels Korfitz Mortensen
På baggrund af et historisk flot EM har Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) udtaget Niels Korfitz Mortensen til PL i Rio. Dermed er der sat navn på Danmarks alle tre kvotepladser i svømning, hvor Jonas Larsen og Amalie Vinther også er udtaget. Netop de tre atleter stod tilsammen bag alle otte danske medaljer ved sidste uges EM i parasvømning, og derfor er udtagelsen ifølge DHIF’s elitechef Michael Møllgaard Nielsen ‘naturlig’.
Niels Korfitz Mortensen og Amalie Vinther fik ved EM demonstreret, at de sammen med Jonas Larsen er Danmarks stærkeste kort i jagten på topplaceringer i Rio. Dansk svømning har stolte traditioner ved PL, og jeg tror, at denne stærke trekløver bliver spændende at følge, siger Michael Møllgaard Nielsen, der glæder sig over svømmernes form.
 Stor kredit til landstræner Bjarne Kragh og svømmernes egne klubtrænere, der i fællesskab har gjort en stor indsats for at svømmerne skulle levere varen til EM. Jeg er meget tryg ved, at vi får nogle særdeles skarpe svømmere med til Rio, siger elitechefen.
Finalepladser i sigte Niels Korfitz Mortensen opnåede sit bedste EM-resultat på 200 m medley, hvor det blev til sølv, og han forventer også at være med i finaleheatet i Rio.
Jeg er super glad for at blive udtaget. Det er fire års hårdt arbejde, der er lykkedes. Nu kan jeg fokusere på mit helt store mål om en top fem placering på 200 m medley, siger han.
 De danske PL-svømmere rejser til Rio den 31. august og skal i ilden første gang den 8. september.
 Oprindelig artikel og kilde: www.dhif.dk