Lars W. Knudsen i blæsevejr – men det rører ham tilsyneladende ikke
 
KOMMENTAR
 
Lars W. Knudsen, fuldtidsansat i Randers sportsklub Freja som forretningsfører, skiller vandene, men har forhåbentlig set i øjnene, at modstanden mod hans person og ledelsesstil vokser.
Han er manden med magten. Og han elsker at bruge den. Gerne til at trumfe sine holdninger igennem, og holdninger har han mange af.
Og hverv har han mange af.
Foruden at være fuldtidslønnet forretningsfører i Freja er han formand for Randers Freja Fodbold, Frejas repræsentant i Randers FC-bestyrelsen, kasserer i Randers Freja Håndbold, som han repræsenterer i klubbestyrelsen, og så er han – som sin hovedformand Rene Skjøde Andersen – medlem af SIKR-bestyrelsen, hvor Skjøde også er formand.
Lars W. Knudsen er som Knudsen senior, afdøde Jørgen Knudsen var, Freja-mand om en hals.
Alt for Freja.
Fint nok, men der er en grænse Lars W. Knudsen…
Han har masser af drømme og ideer, men hans tromlende fremfærd kan en dag komme til at koste ham dyrt.
Hans store ønske er utvivlsomt, at Randers FC igen kommer til at hedde Randers Freja, at spilledragten atter bliver blå og hvid og, at det gamle Freja-trekløverlogo atter skal pryde alt, hvor Freja er med – også i Randers FC.
De ønsker/krav meldte han ud via et tilbud til omverdenen, da Freja skulle beslutte, om man ville tiltræde salget af Randers FC til udenlandske investorer. Det tilgiver de ham ikke og nok aldrig ude i de andre moderklubber, hvor man mener – og nogle/mange med rette – at Knudsen og Freja får mere end rigeligt ud af samarbejdsaftalen med Randers FC. Under alle omstændigheder meget mere end de andre moderklubber. Det irriterer ude i de andre klubber, hvor man også er trætte af balladen i Freja.
Jo, vel har Freja afgivet navn, spilledragt og logo.
Men hvad var alternativet, hr. Knudsen?
Havde man ikke stiftet Randers FC, var Freja FC gået konkurs, og andre havde altså haft 25 år til at skabe en fodboldforretning i Randers siden indførelsen af betalt fodbold i 1978.
Ledelsen dengang formåede aldrig at skabe noget økonomisk fundament i fodbold-Randers. I stedet blev det 25 år med rutsjeture fra truende konkurser til en række frivillige akkorder, der kostede samarbejdspartnere mange, mange penge.
Populær er Lars W. Knudsen heller ikke blevet på en lukket og af nogle kaldet ”diktatorisk Putin-ledelsesstil.”
Men man må lade ham, at han gør sit hjemmearbejde og tilsyneladende er ligeglad med den stigende kritik.
Der er ikke meget at hente fra Knudsen, når det handler om nyt internt fra Freja-samfundet. Ekstraordinær generalforsamling i hovedforeningen skal blot informeres via mail til afdelingerne. Ikke noget med annoncering eller opslag på hjemmeside.
Referat på hjemmeside af ekstraordinær generalforsamling i hovedafdelingen efter vedtagelse af væsentlige vedtægtsændringer?
Glem det.
I stedet bliver vedtægtsændringerne blot tilføjet i Freja-lovene på en hjemmeside, hvor man i hvert fald for hovedafdelingen må tilråde, at man snart får siden opdateret. Af den fremgår nemlig, at en af hovedforeningens opgaver er at udgive årbog.
Den sidste, der udkom, lavede Lars W. Knudsen, og det var også hans opgave at fortsætte med årbogsudgivelsen.
Den sidste er udkommet i 2003.
Nu er han i modvind i egne rækker i Frejas fodboldafdeling, hvor spillere, ledere og trænere ikke lægger skjul på deres utilfredshed.
En anden kamp kæmper Lars W.Knudsen i Randers FC, hvor han har været bestyrelsesmedlem siden 2002.
I Randers FC kunne hverken Jacob Nielsen eller Hans Peter Rasmussen som direktør få has på Lars W. Knudsen. Nu er Michael Gravgaard i direktørstolen i Randers FC, og bølgerne går højt i forholdet FC/Freja. Her får Lars W. Knudsen kamp til stregen.
Hvis Lars W. Knudsen ikke får skabt ro i egen Freja-have, kan hans dage som medlem af Randers FC-bestyrelsen jo også være talte. Går han eller væltes han som fodboldformand, er det utopi at tro, han fortsætter i Randers FC-bestyrelsen. Ligeså utopisk synes det dog, at Randers Frejas fodboldbestyrelse kan finde på at vælge en anden repræsentant end Lars W. Knudsen.
For han er manden med magten.
Og ingen i Freja-familien siger ham tilsyneladende imod. Ikke så højt, at det kommer ud til andre end maksimalt øvrige medlemmer i fodbold- og hovedbestyrelsen.
Og det er ikke så mange, da der er en række gengangere i de to bestyrelser.