Basketballklubben Randers Cimbria har fået penge til et projekt for udsatte børn og unge.

Basketballklubben Randers Cimbria har fået støtte af Puljen for Frivilligt Socialt Arbejde (PUF) fra Social- og Boligstyrelsen til projektet ’Basket for alle’. Klubben har fået godt 500.000 kroner til at skabe bedre fritidsmuligheder for udsatte børn og unge. Det skriver Randers Cimbria i en pressemeddelelse.

Randers Cimbria har i længere tid haft fokus på at inkludere specialskolebørn, tilbud til personer med handicap, piger med anden etnisk baggrund end dansk og på at være synlige i udsatte boligområder.

Med projektmidlerne til ’Basket for alle’ kan Randers Cimbria fortsætte udviklingen i samme spor og inddrage endnu flere sårbare børn og unge fra udsatte boligområder, børn og unge med et fysisk handicap samt specialskoleelever fra hele Randers i et stærkt og inkluderende fællesskab omkring basket og andre sociale aktiviteter.

»Randers Cimbria er en klub for alle, og derfor vil vi også have tilbud til alle. Vores største fokus og grundværdi er at favne så bredt som muligt og hjælpe til, hvor vi kan,« siger Mike Nielsen, der er forretningsfører og projektleder, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Alt for mange sårbare og udsatte børn og unge står udenfor fællesskabet. Derfor har vi fokus på inklusion og på at skabe nogle gode og tilgængelige fritidsmuligheder, hvor sårbare børn og unge kan møde andre jævnaldrende i et interessefællesskab.«

Som en del af projektet vil Randers Cimbria søsætte nye initiativer – blandt andet kørestolsbasket, basket i udsatte boligområder, temadage for skoler og specialskoler og basketcamps i skoleferierne.

Initiativerne vil give børnene og de unge muligheder for at afprøve basket og andre foreningsaktiviteter på deres egen ’hjemmebane’ med det formål at få en større tilknytning til foreningsaktiviteterne. Derfor kommer flere af aktiviteterne også til at foregå på den nye basketballbane i Nørrevangsparken.

sra